Pippi-piger for voksne

Hip Hip Hurra for verdens stærkeste Pippi

”I år er det Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpes fødselsdag hurra, hurra, hurra”. Stort tillykke til Astrid Lindgrens verdensberømte rødtop, der i den grad er blevet et ikon for Girl Power (længe før Spice Girls). 

Pippi er oprørsk og selvstændig. Hun skiller sig ud. Hun er venlig og hjælpsom. Opfindsom og fantasifuld. Hun har en stærk sans for retfærdighed. Og så er hun stærk!
I anledning af Pippis fødselsdag har jeg ledt efter seje Pippi-piger og Pippi-kvinder i voksenlitteraturen og kommer med mit bud på kandidater her:  

To Pippi-piger fra USA

”Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee
Tante Alexandra var yderst nidkær, når det gjaldt min påklædning. Jeg kunne ikke gøre mig håb om nogen sinde at blive en dame, så længe jeg gik omkring i bukser; da jeg sagde, at der var jo ikke noget, man kunne gøre med kjole på, sagde hun, at det aldeles ikke var meningen, at jeg skulle kaste mig ud i foretagender, der krævede benklæder. (…) Endvidere skulle jeg være solstrålen i min faders ensomme tilværelse. Jeg prøvede at antyde, at man også kunne være en solstråle i bukser, (…) s. 108/109

I denne berømte klassiker møder vi pigen Spejder, der ligesom Pippi gerne vil være sig selv. Hun går ikke så meget op i, hvad piger kan og ikke kan, må og ikke må. En skøn bog med en skøn, charmerende ”Pippi-pige”, der er helt sin egen. 

”Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens
I denne bestseller møder vi pigen Kya, der - ligesom Pippi - må klare sig selv fra en tidlig alder. Kya er blevet forladt af sin familie og vokser op alene i marsken i North Carolina i 1950’erne. Hun klarer sig på trods og udelukkende ved egen hjælp. Hun er snarådig og opfindsom – ligesom Pippi. 

De oprørske

Litteraturen byder på ikke så få kvinder, der nægter at underlægge sig samfundets begrænsende normer.

Skoleeksemplet må siges at være Nora fra ”Et dukkehjem” af norske Henrik Ibsen, der vælger at bryde med hjemmets snærende bånd og forlade mand og børn. Fra samme land finder vi Dina fra ”Dinas bog” af Herbjørg Wassmo, der i den grad selv vælger sine mænd og sin skæbne i en tid, hvor det ikke var normen. På Island har de Karitas fra ”Karitas - uden titel” af Kristin Marja Baldursdottir, der er splittet mellem ønsker og behov fra familie og sin egen drøm om at læse på Kunstakademiet. Og længere sydpå møder man den kvindelige detektiv Precious, der som den første kvinde i Botswana starter sit eget detektiv-bureau i ”Damernes Detektiv bureau nr. 1” af Alexander McCall Smith. 

De stærke (og seje)

Fra Pippis eget land findes der Lisbeth Salander fra ”Mænd der hader kvinder” af Stieg Larsson, som er både stærk, intelligent, kører på motorcykel, banker skurkene og redder dagen. En anden sej "Pippi-pige" optræder i Hunger Games-trilogien af Suzanne Collins, nemlig Katniss Everdeen, der har hjertet på rette sted og kæmper mod alle odds for at overleve de brutale "Hunger Games". Til slut har vi Offred fra ”Tjenerindens fortælling” af Margaret Atwood, der trods umenneskelige levevilkår som tjenerinde i diktaturet Gilead formår at bibeholde modet og viljen til at overleve på trods.
 

... Og der er mange, mange flere!

God læselyst og tillykke til Pippi!

Cecilie

Tags
Materialer