Perspektiver på besættelsen

Bliv klogere på de fem forbandede år

I maj i 1945 blev Danmark befriet af britiske tropper efter fem lange år - de fem forbandede år - hvor Danmark var besat af det nazistiske Tyskland.
Her i 2022 bliver vi stadig klogere på denne skelsættende periode i Danmarks historie, ligesom der stadig laves film og skrives bøger, fagbøger såvel som romaner, om besættelsestiden.

Vi har her fundet nogle bøger og film frem, der kan give forskellige perspektiver på Danmark under besættelsen.

9. april og samarbejdspolitikken

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af det nazistiske Tyskland. Historien om denne skæbnesvangre dag er forsøgt skildret i filmen "9. april" fra 2015. Efter besættelsesmagtens indtog skulle de danske politikere finde et ståsted i den nye virkelighed, og den danske stat lagde linjen for den omdiskuterede "samarbejdspolitik". Samarbejdspolitikken og dennes berettigelse er her så mange år efter stadig til debat, og det vidner om, at den ikke kan anskues i kun sort/hvide farver.

Birgitte Kosovic har skrevet om Erik Scavenius, politikeren der i høj grad kædes sammen med samarbejdspolitkken (og stod på mål for denne), i det velresearchede og anmelderroste værk "Den inderste fare".
Om samme emne kan du læse "At handle med ondskaben: samarbejdspolitikken under besættelsen" af Hans Kirchhoff, og så kan mange andre perspektiver findes i enten bog- eller artikelform. 

Hverdagen i København
Efter 9. april skulle danskerne vænne sig til en ny hverdag. Livet under besættelsestiden kan du læse om i fx ”Københavnerliv – Besættelsen 1940-1945” af Kåre Lauring  eller ”Da vi var besat – Danskernes liv og hverdag 1940-1945” af Lars Møller. Du kan også finde romaner, der finder sted i disse år fx "Den grønne bar" af Ole Frøslev eller "Rosa" af Lotte og Søren Hammer.

Modstandskamp og frihedskæmpere
Især i krigens sidste år gjorde modstandsfolk, hvad de kunne, for at genere besættelsesmagten, og der findes utallige beretninger om modstandskampen i Danmark fx ”Kim: Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945” af Kim Malthe-Bruun, "Før jeg siger farvel: samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler" af Tom Hermansen eller "Holger Danske: sabotage og likvidering 1943-45" af Peter Birkelund.
Og så kan du selvfølgelig låne filmene "Flammen og citronen", "Drengene fra Skt. Petri", "Hvidstengruppen" og mange flere på DVD. 

Jødernes flugt
Historien om de danske jøder fremstår for mange som et lys i mørket, eftersom det var et fåtal, der endte i kz-lejre. I efteråret 1943 flygtede størstedelen af de danske jøder til det neutrale Sverige. Hvordan det gik til, kan du læse om i fx Bo Lidegaards "Landsmænd", ligesom filmen "Fuglene over sundet" har denne fortælling som omdrejningspunkt.

Koncentrationslejre

Selvom mange danske jøder fik reddet sig i sikkerhed i Sverige, var nogle ikke så heldige, og disse blev sendt til Theresienstadt, ligesom fx danske politifolk, modstandsfolk m.fl. blev sendt til de nazistiske koncentrationslejre. Om dette emne og om de hvide busser er der skrevet mange nyere fagbøger fx. "Redningsmænd: skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år" af Bo Lidegaard og ”Kvinderne i Ravensbrück : danske skæbner i en tysk kz-lejr” af Anders Otte Stensager 

Efterkrigstid
Den 4. maj 1945 om aftenen kom så den længe ventede befrielse fra tyskernes åg. Men hvad skete der i de første måneder efter befrielsen? Det kan du blive klogere på i ”Sommeren ’45 – fra overmod til mismod” af Per Stig Møller, der gennem et omfattende arkivmateriale afdækker forløbet fra maj til oktober 1945 og giver en samlet historisk fremstilling af den tidlige efterkrigstid, hvor frihedskæmpere og politikere kæmpede om besættelsestidens eftermæle og landets fremtid. En lang rejse tilbage til et normalt liv begyndte også for landets jødiske befolkningsgruppe, der nu kunne vende tilbage fra Sverige. I ”Ikke noget at tale om” af Sofie Lene Bak, kan du læse om flugten, om livet i eksil i Sverige og ikke mindst om de langtrækkende konsekvenser af flugt, eksil og deportation. 

Det overordnede perspektiv 
Hvis du skal hele vejen rundt om Danmark under besættelsen, skal du læse det grundige historiske værk "Danmark besat – Krig og hverdag 1940-1945" af historiker Claus Bundgård Christensen mfl.

Der er mange andre aspekter af årene 1940 til 1945 i Danmark, som vedbliver at være relevante at beskæftige sig med, og på biblioteket kan du finde mange flere bøger, artikler og film om besættelsestiden.  
 

 

Tags
Materialer