Studerende
Studerende

Opgaveskrivning i en corona-tid

23.03.20
Tips og tricks til hvordan du finder brugbart digitalt materiale til din opgave

Studieretningsprojektet – SRP - er den sidste store opgave, 3 G’erne skal skrive i gymnasiet. Da bibliotekerne er lukkede pga. corona-krisen, står eleverne i den svære situation, at de ikke kan få bogligt materiale skaffet hjem, hverken fra folke- eller forskningsbiblioteker. Derfor er de endnu mere afhængige af de digitale muligheder. 
Så nedenfor er nogle gode råd og idéer til at finde endnu mere digitalt materiale til din opgave.

eBib på bib.ballerup.dk

På Ballerup Bibliotekernes hjemmeside har vi samlet alle henvisninger til digitale tilbud under menupunktet eBib. Her kan du søge efter det enkelte digitale tilbud enten alfabetisk eller inden for forskellige emnegrupper. Én af emnegrupperne er ”Opgaveskrivning”, hvor vi har samlet alle oplagte digitale tilbud til opgaveskrivere.
I søgefeltet på siden, kan du søge specifikt efter digitalt indhold hvor der kun er adgang, når du er på biblioteket, hvad der er adgang til hjemmefra, og hvad der er fri adgang til. Husk for at bruge ”Adgang hjemmefra”, skal du være oprettet som låner på Ballerup Bibliotekerne og være bosiddende i Ballerup Kommune. Er du ikke låner endnu, kan du oprette dig som ”Ny bruger” med NemID via vores hjemmeside. Er du bosiddende i en anden kommune, skal du bruge adgang hjemmefra via dit lokale bibliotek. 
 

Infomedia

Normalt kan Infomedia kun bruges når du er på selve biblioteket, men på grund af lukningen af bibliotekerne i forbindelse med coronavirus kan du nu midlertidigt benytte Infomedia hjemmefra
 

Bibliotek.dk

”Digital artikelservice” og ”Videnskabelige artikler” via Bibliotek.dk er desværre lukket ned, men du kan alligevel finde en del fuldtekst artikler, som du har direkte adgang til.
Søg f.eks i søgefeltet på Bibliotek.dk, som i nedenstående eksempel på Finanskrise. Vælg kun at søge i artikler.
Vælg i menuen til venstre, at søge efter artikler med ”Ubegrænset adgang”.
Ved at trykke på ”Adgang via DBC Webarkiv (PDF)” eller ”Adgang via Internet” i posten, får du den pågældende artikel i fuldtekst. 
Søger du efter artikler med ”Begrænset adgang”, får du en mange henvisninger til artikler som findes i de landsdækkende aviser. Og dem kan du efterfølgende finde frem i fuldtekst på Infomedia.
 

Screendump

MasterFILE Premier

Én af sværvægterne af videns-databaser er MasterFILE Premier, der giver dig adgang til artikler fra tusindvis af engelsksprogede tidsskrifter og opslagsværker om alverdens emner.
Et godt tips er under søgning at sætte hak i ”Full text”, så får du nemlig kun de artikler frem i søgeresultatet, du har ubegrænset adgang til.
 

Danske tidsskrifter og aviser på internettet via Det Kongelige Bibliotek

Her er der hundredevis af links til danske tidsskrifter og aviser på Internettet, hvor der er fri adgang for enhver.
 

RBdigital og PressReader 

På eBib tilbyder vi RBdigital. Det er en samling af især engelsksprogede magasiner og tidsskrifter fra hele verden. 
Hvis du skal bruge udenlandske aviser eller tidsskrifter, så skal du have fat i PressReader. Her ligger over 7000 udenlandske aviser og tidsskrifter på 60 sprog.
 

Shortstory Guide

Shortstory Guide er noveller designet til at hjælpe bl.a. gymnasieelever, med at finde den rigtige historie og give dem mulighed for let at læse noveller online, hvor det er muligt. 

Google søgetricks -  primære kilder

Hvis du i Google skriver primary sources og så emnet, fx wall street crash, chernobyl disaster, potato famine osv. Så kommer der en hel masse netkilder frem, hvoraf langt de fleste er seriøse.

Biblioteksvagten.dk

Biblioteksvagten kan du ligesom hos os, få hjælp til litteratursøgning i forbindelse med din opgave. Du kan sende dit spørgsmål til Biblioteksvagten via mail, SMS eller chat. 
Men du kan også søge i nogle af de tusindvis af svar på tidligere spørgsmål, Biblioteksvagten har modtaget og måske på den måde finde gode ideer og kilder til din opgave. Vær opmærksom på, at svarene kan være givet for længere tid siden og at svar, link mv. ikke er opdaterede.
 

En velfortjent pause

At komme lidt væk fra opgaveskrivningen kan være en god ide og give ny energi. 
Gå på vores eBib og prøv:
Stingray Qello Concerts - nyd en god koncert med nogle af de mest kendte kunstnere i verden uanset om du er til rock, jazz, pop eller en helt anden genre.
 

Du kan også bruge Medici.tv - som er klasisk musik, opera og ballet i meget høj kvalitet.

Til sidst er der bare at ønske jer alle held & lykke med opgaveskrivningen! 

Venligst
Jan Lund, eBase-ansvarlig