Nye bøger med masser af stjerner

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.11.18
Læs om anmeldernes november-favoritter her

Det bugner med spændende nye bøger i november. På listen er blandt andet Håkan Nessers krimi ”De venstrehåndedes forening” og biografien ”Pia Olsen Dyhr : Mønsterbrud og opbrud”  om SF’s formand.
Se flere bøger med masser af stjerner her:

ROMANER
”De venstrehåndedes forening” af Håkan Nesser

Krimi. Marten og Rejmus er lidt outsidere i skolen, men beslutter at danne en hemmelig klub af venstrehåndede, der langsomt udvides til en kvartet. Efter 20 år mødes de til en slags genforening, der ender i mordbrand. Pensionerede Van Veeteren inddrages og får hjælp af svenske Gunnar Barbarott.
”Det er 15 år siden, vi sidst fik en Nesser-krimi om Van Veeteren, og seks år siden, vi hørte noget til Barbarotti. Hvis denne historie er en test om relancering af de to efterforskerhold, kan vi kun opmuntre til fortsættelse.”  5/6 stjerner – Jyllands-Posten

”Den tavse dreng” af Andrew Taylor 
Krimi. Under den franske revolution i slutningen af 1700-tallet overværer drengen Charles mordet på sin mor, herefter bliver han stum. Edward Savill bliver bedt om at udrede trådene omkring drengens tilhørsforhold efter moderens død, hvor flere gør krav på drengen.
"Kan man lide historiske romaner, venter der en tilfredsstillende, atmosfærefyldt læseoplevelse med "Den tavse dreng".” 4/6 stjerner – Jyllands-Posten 

”Digt om døden : en bog om min far” af Søren R. Fauth 
Digte. Langdigt om døden og det fædrene ophav.
”Mens Søren R. Fauths debutdigtsamling " Universet er slidt" (2014) var et forfinet værk med referencer til tysk romantisksymbolistisk digtning, bredt anlagt civilisationskritik og utopisk længsel, så har det nye værk " Digt om døden" en anderledes konfronterende attitude og personlig baggrund. […] "Digt om døden" kan derimod ikke gøres meget bedre - det er et stilistisk elegant, hudløst, hårdtslående og smukt poetisk værk.” 5/6 stjerner – Kristeligt Dagblad  

FAGBØGER
”Pia Olsen Dyhr : Mønsterbrud og opbrud” af Thomas Larsen
 
Portræt af Socialistisk Folkepartis formand, Pia Olsen Dyhr (f. 1971), hvis liv på det personlige plan har været præget af sociale mønsterbrud og på det politiske plan af de dramatiske opbrud, der har kendetegnet venstrefløjen og SF i de sidste årtier.
”Hun er en af de mest interessante personer på Christiansborg, på en gang sårbar og bomstærk. Hendes dagsform er meget svingende, men hendes fighterevne og comeback-instinkt er virkelig imponerende. Og så er hun politiker helt ind i knoglerne.” 4/6 A’er – Altinget.dk

”Bøn for Tjernobyl” af Svetlana Aleksijevitj 
Forfatteren har i løbet af tre år gennemført hundredvis af interviews med mennesker, der har oplevet Tjernobylkatastrofen i 1986 på nærmeste hold. En katastrofe som fortsat sætter dybe spor.
”Det var en katastrofe i ordets konkrete betydning: en vending. Verden blev aldrig den samme, hverken for de mennesker, som det gik hårdest ud over, eller for de mennesker, der kun indirekte mærkede følgerne. Ulykken blev en vigtig brik i Sovjetunionens opløsning. Den viste alt det dårlige ved sovjettidens verden: løgnen og fortielserne.”
6/6 stjerner – Kristeligt dagblad 

"Vejen til ufrihed - Rusland, Europa, USA” af Timothy Snyder 
Om baggrunden for de farer, som demokratierne kæmper med, bl.a i form af fake news og autoritative tendenser, især set i et kritisk lys af udviklingen i Rusland de seneste år.
”Snyder har tidligere skrevet om de uhyrlige forbrydelser mod menneskeheden, der blev begået i Øst-og Centraleuropa i 1930'erne og 1940'erne og er ekstremt bekymret over udviklingen i disse år. Han trækker ikke eksplicit linjen tilbage til Hitler og Stalin, men pointen er klar. Friheden er på retræte - og det er ikke et tilfælde, men led i en bevidst plan.” 5/6 hjerter – Politiken 

Materialer