Nye bøger med masser af stjerner

Seks spritnye anmelderfavoritter

Denne måneds anmelderfavoritter er alle bøger med vedkommende temaer. Flere af bøgerne skuer tilbage i tiden og viser, hvordan man ikke kan forstå nutiden uden først at blive klogere på fortiden som i Paul Austers "Nationens blod", der handler om USAs forhold til våben. På listen er også tre yngre forfattere, der fortæller om det at være ung fra tre forskellige steder. Det er vigtige bøger om hhv. følgerne af stress, livet som ung og handicappet og om selvdestruktiv adfærd. Samlet set er her seks bøger, der gør dig klogere på omverdenen og menneskene i den.   

”Vejen hjem” af Jonas Eriksson
I 1700-tallets København kommer den unge studerende Thomas Espersen i kontakt med den rige og indflydelsesrige enkefrue Kragh, som sender ham til den danske koloni på Guldkysten.
”Jonas Eriksson debuterer talentfuldt med roman om det danske bidrag til slavehandlen. Hans research er grundig, og hans evne til at tegne scener og karakterer bemærkelsesværdig.” 5/6 hjerter – Politiken. 

”Nye balancer” af Caspar Eric
Eksistentielle "handicapdigte" om at have en handicappet krop i de raskes verden. Om at kæmpe med egne dæmoner og glimtvis bitter indsigt og om at være punktvis vred og magtesløs i at kontrollere de nære relationers syn på kroppen og mennesket indeni. 
”Caspar Erics handikapdigte bliver et slående kampskrift, fordi der insisteres på nye, smukke fællesskaber, men også på grimme følelser.” 5/6 hjerter – Politiken. 

”Desperate handlinger” af Megan Nolan
Jeget, en ung kvinde på 23 år, dulmer sin lede ved sig selv med selvdestruktion i form af massiv druk, masser af sex, stoffer, cutting, sult og selvydmygende adfærd. Da hun bliver kæreste med Ciaran, underkaster hun sig ham fuldstændig og vil gøre alt for at please ham, lige indtil hendes selvdestruktion kammer over.
”Måden hvorpå hun hamrer løs på tastaturet er nemlig en skøn, stilsikker og til tider nærmest overlegen blanding af sex, drugs and rock'n'roll tilsat upoleret poesi, gedigen humor og tonsvis af hudløs ærlig selvrefleksion.” 5/6 stjerner – Berlingske Tidende. 

”De bedste familier” af Kim Blæsbjerg
Et stykke skønlitterært danmarkshistorie fortalt gennem to familier i og omkring fabrikken Cheminova i Lemvig fra 1953 til 1962. ” I Kim Blæsbjergs hænder løfter historien om kemikalievirksomheden Cheminova sig fra den jyske muld til at blive en medrivende fortælling om et stykke fortiet danmarkshistorie.” 6/6 stjerner – Jyllands-Posten. 

”Fartblind” af Jacob Mark
Lettilgængelig, personlig og hæsblæsende læsning om SF-politiker Jacob Mark, der i en ung alder rammes af stress. ” Jacob Marks bog om sit hæsblæsende politiske liv og prisen i form af stress og fare for blindhed er faktisk både medrivende og tankevækkende.” 5/6 hjerter – Politiken. 

”Nationens blod” af Paul Auster
En personlig og historisk kommentar af Paul Auster om USAs forhold til våben.
”Paul Auster stiller skarpt på de amerikanske masseskyderier.” 5/6 stjerner – Jyllands-Posten. 
 

Materialer