Stjernehimmel

Nye bøger med masser af stjerner

Denne måneds anmelderfavoritter

Når det regner og rusker uden for, er det heldigt, der er rigtig mange gode, nye bøger med masser af stjerner på dit bibliotek. Denne måned er her lidt for enhver smag; et langdigt, en krimi, en biografisk slægtsroman samt en gammel stjerneforfatter fra Finland og et ungt forfatterstjerneskud fra Grønland.

"Det, du ikke vil vide" af Birgithe Kosovic
Biografisk slægtsroman om Birgithe Kosovics dansk-jugoslaviske families historie i krig og fred, og om forholdet til hendes far. 
"Birgithe Kosovic leverer i »Det, du ikke vil vide« både kulturelle indblik, menneskelig indsigt og sproglig elegance." 6/6 stjerner - Berlingske Tidende. 

"Tritonus: en skærgårdsfortælling" af Kjell Westö
Den finske stjernedirigent Thomas Brander flygter fra et hektisk turne- og privatliv ud i sit sommerhus i den finske skærgård. Sammen med naboen Lindell konfronteres han med sit liv og sine valg, for i et lille samfund kan ingen gemme sig. "Kjell Westös evne til psykologisk dybdeboring står ikke tilbage for hans episke mesterskab. ' Tritonus' er en fremragende roman om aldrende mænd i krise." 5/6 hjerter - Politiken.

"Den nye spejltrådskaserne" af Cecilie Lind
Langdigt, hvor digterjeg'et, der både er mor og datter, født og fødende, stewardesse og filmstjerne, hyrde og prinsesse besynger sig selv og sit liv som kvinde.
"Cecilie Linds ordstrøm er som at læse østrigsk nobelpristager." 5/6 hjerter - Politiken.

"Blomsterdalen" af Niviaq Korneliussen
Niviaq Korneliussen er en af Grønlands nye store forfattere, og med "Blomsterdalen" viser hun sit talent med denne opslugende og direkte fortælling om sorg og fortvivlelse med glimt af varme og sort humor. "Vigtig roman borer sig ned i Grønlands smertende sår. Måske kan den endda forandre noget." 5/6 hjerter - Politiken.

"Døde løver" af Mick Herron
En tidligere spion findes død i en bus. Mord eller tilfældigt? Jackson Lamb og Lambs hold af agenter, Slagtehestene, begynder at grave i sagen. En sag der har sit udspring tilbage i den kolde krig og kan få katastrofale konsekvenser i nutidens England. "Mick Herrons serie om de afdankede spioner hos MI5 er storslået samfundskritik og verbalt festfyrværkeri." 5/6 stjerner - Jyllands-Posten. 

Tags
Materialer