Mikala fra Hedegavens sommerlæsning

Tre bøger Mikala skal læse denne sommer

Biblioteket har i mange år arbejdet sammen med Mikala fra Hedegaven i Hedegården om fx litteragåture og lysvandringer, ligesom biblioteket er med på den årlige markedsdag i Hedegården. Vi har spurgt Mikala, hvad hun skal læse denne sommer: 
 
”Hvad jeg skal læse? Uh, det er ikke helt til at sige, men jeg har været på biblioteket her til aften og faldt over Trude Teiges ”Mormor dansede i regnen”. Den lyder spændende, og så er det en roman baseret på virkelige hændelser. Den handler om 2. verdenskrig, hemmeligheder og den indflydelse de får på kvindeliv i tre generationer.
 
Jeg har desuden nogle bøger i reolen, jeg ikke er blevet færdig med, men nu skal det være! Det er bl.a.:
Flemming Rose: Hymne til friheden. Fordi demokrati og ytringsfrihed er forudsætning for et liv i frihed. Og det er noget, vi skal arbejde for hele tiden.

Jonathan Littell: De velvillige. Det er en barsk beskrivelse af den grusomme tyske fremmarch østpå under 2.verdenskrig. Et digert værk, som skal læses i bidder, da det er virkelig grum læsning. Hvad er det, der sker med soldater, der går i krig og adlyder ordrer uanset, hvor sindssyg ordren er? Omfanget er anderledes, men det er noget af den umenneskelighed og umenneskeliggørelse, der sker i Ukraine nu med russernes invasion.”
 
Vi glæder os til flere projekter med Mikala til efteråret :) 

Materialer