Maren Uthaugs "Hvor der er fugle" vinder DR Romanprisen

Læs Cecilies anmeldelse af den fængslende slægtsroman her

Jeg slugte "Hvor der er fugle" af Maren Uthaug på en weekend. Da min kæreste i forbifarten spurgte, om den var god, svarede jeg, at den var som en trafikulykke, man ikke kunne se væk fra. Det er nemlig en barsk historie, den ellers sjove Politiken-tegner, Maren Uthaug fortæller i "Hvor der er fugle". 

En stor del af bogens handling udspiller sig i Uthaug - hvor forfatterens slægt stammer fra - på et fyr i Norge i starten af 1900-tallet. Bogen starter med, at fyrbøderen dør. Der er derfor brug for en ny fyrbøder, og her melder den unge Johan sig på banen. Han bor alene med sin mor, som er gammel og affældig, og det er for, at hun skal slippe for at arbejde, at Johan søger jobbet.

Der er bare det problem, at en fyrbøder skal være gift, ellers har de for vane at blive skøre i deres ensomhed på fyret. Den var værre for den ugifte Johan. Han er forelsket i den vilde Hanna, men da hun er kendt for at være lidt for let på tråden (og i øvrigt er gravid med en anden) ved Johan, at hans mor aldrig vil gå med til dette giftermål. Han gifter sig i stedet med præstens ordentlige datter Marie, og de to flytter ud på fyret. Her får de børnene Darling og Valdemar, som de må tøjre til revet for, at de ikke skal ryge i havet og drukne. 

Bogen er delt op i tre dele, i første del følger man Johan, dernæst datteren Darling, og sluttelig får vi Maries historie. Det er et utroligt god litterært kneb, da hvert afsnit bringer nye sider af familiens historie – og ikke mindst afsløringer af dunkle hemmeligheder. Da jeg nåede til Maries afsnit, og jeg læste de første linjer, tabte jeg simpelthen kæben, da en masse brikker pludselig faldt på plads.

 
Det er en fremragende om end barsk roman om familiehemmeligheder og ulykkelig kærlighed, og da jeg hørte forfatteren på Bogforum, sagde hun selv, at hun var inspireret af, at det ret sent i livet gik op for hende, at hendes version af sandheden netop var dette; en version. Det lod hun sig inspirere af i bogen, der handler om hvordan der, selv i de tætteste relationer, lever forskellige opfattelser og perspektiver på livet. Og om, at alle værdidomme er individuelle, at skønhed og afskyelighed afhænger af øjnene, der ser, og at alle er værd at elske for noget.

Skynd dig at låne den! Og husk at sætte god tid af i kalenderen, for når du først tager med Maren Uthaug til familien på fyret, er det svært at løsrive sig igen.

Materialer