Lotte anbefaler
Hvad stiller man op i et udlejningssommerhus, når det regner og blæser, og ens forstuvede fod dikterer fred og ro? Jeg kryber op i sofaen med en stak nyere romaner.
Øverst ligger en af mine yndlingsforfattere Stine Pilgaard. Jeg elsker humoren i hendes bøger, og det er lige, hvad jeg trænger til nu. At hendes nyeste roman "Meter i sekundet" næsten foregår i sommerhusets baghave, gør kun bogen ekstra interessant.
Det er en vidunderlig fortælling om en kvinde i 30’erne, der prøver at falde til i et nyt miljø. Hendes kæreste har fået ansættelse på en højskole, og derfor er kvinden og deres lille barn flyttet med ham fra byen til Velling i Vestjylland. Kvinden er storsnakkende, og hun kæmper for at snakke sig ind på livet af de forholdsvis fåmælte vestjyder. Et helt igennem interessant kulturmøde! I nutid rapporterer hun fra det første års tid i Velling, der går med at prøve at blive en normal person, som både kan køre bil, småsnakke og tage vare på sit barn. Hun går på omgang mellem områdets kørelærere, fordi hun slider på deres nerver og faglige stolthed, og hun føler tit, at hun burde have et bedre manuskript med, når hun skal tale med de lokale.
Det er en sproglig ”ballade”. Pilgaard leger og fortryller læseren med sine sjove, sproglige iagttagelser. Hun har talent for at parodiere, og jeg grinede højlydt. Bogen byder også på den skønneste brevkassekorrespondance og et par sange. Det er absolut ikke kedelig læsning.
Næste bog i stakken er Maren Uthaugs "En lykkelig slutning".
Helledusseda for en bog!!! Hvis det ikke var, fordi mit udvalg af bøger var begrænset, så havde jeg kun læst til side 10. MEN, jeg læser videre og hurra for det.
Vi følger 7 generationer af bedemandsslægten Christiansen, og ud over denne bizarre slægtshistorie får vi også oprullet 200 års begravelseshistorie. Sikke mange mærkværdige skikke jeg bliver gjort bekendt med, og tidligere tiders pandemier slipper jeg heller ikke for at høre om.
De fleste af bedemændene har haft særlige og afvigende personligheder, og Nicolas, der er syvende generation, slås med at bekæmpe sin hang til nekrofili. Det får vi nærmest at vide på første side. Den efterfølgende beskrivelse af hans forfædres spøgelsesagtige tilbøjeligheder er ej heller noget, jeg har læst før. Nogle af personerne kan tale med de døde, og der er kærlighedsscener, hvor de døde låner nogle fysiske kroppe for at kunne fornemme hinanden seksuelt. Magisk realisme for fuld udblæsning.
Bogen har også et spændingsmoment. Der er noget helt, helt galt med Nicolas børn - noget slemt vil ske, men hvad? Læs bogen og få svaret.
Maren Uthaug kan noget stort! Og hun kan også rykke ved mine læsevaner.
Min sidste feriebog er "Indtil vanvid, indtil døden" af Kirsten Thorup. Jeg orker næsten ikke læse mere om 2. verdenskrig, og det er netop denne romans tidsramme, men Kirsten Thorup er en fantastisk forfatter, så jeg må i gang.
Året er 1942 og danske Harriet kæmper sig vej ned igennem Tyskland i et overfyldt tog. Hun har netop mistet sin mand på Østfronten, hendes små børn bliver passet på et børnehjem, og nu skal Harriet trøstes hos et ganske velstående vennepar i München, hvor manden er generalløjtnant i Luftwaffe. Ud over at komme til kræfter er Harriets mål med rejsen også at få genvundet modet og moralen.
Derefter ruller historie derudaf – 424 sider, uden et eneste kapitel. Med dette værk, skildrer forfatteren krigens grimme ansigt set fra en kvindes synsvinkel. Harriet undrer sig mere og mere over den nazistiske tankegang. Hun, der ellers har elsket ordentlighed, disciplin og den kropskultur, der har hersket på Ollerup Gymnastikhøjskole under Niels Bukhs ledelse, må overraskes og chokeres gang på gang. Det er hård læsning, når vi hører om over- og undermennesker, og det er næsten ubærlig læsning, når dagligdagen for østarbejderne beskrives. Kirsten Thorup udstiller på skarpeste vis, hvordan vore grænser, for hvad vi kan lære at acceptere, hele tiden bliver rykket. At romanen bliver så spændende, skyldes bestemt også, at Thorup giver sine personer så meget liv, at man som læser slet ikke kan få dem ud af hovedet igen efter endt læsning. Bogens tone er fin og reflekterende.
Bogen er fiktion, men bagerst er der en udførlig oversigt over forfatterens researcharbejde.
Tilbage er blot at sige: Læs den! Den er min sommers allerbedste bog.
Nu er ferien slut, og jeg har i tankerne rejst igennem århundrede på hullede jernbanespor og i det hyggelige Vestjylland.