Ofring heksestemning

Litteraturformidlerne anbefaler hekselitteratur

24.09.19
I anledning af vores forestående heksearrangement anbefaler litteraturformidlerne den bedste hekselitteratur.

Heksen er efter mange års klapjagt blevet genetableret som en kraftfuld og potent kvindeskikkelse i skønlitteraturen – særligt blandt yngre forfattere. Fra at være en repræsentant for de mørke kræfter i mennesket er heksen blevet til et symbol på kvindelig frigørelse, og der er i øjeblikket stor interesse for figurens særlige forbindelse til naturen.

Ballerup Bibliotekerne afholder 23. oktober et spændende litterært heksearrangement med kulturhistorisk foredrag af PhD Kasper Opstrup og oplæsningsperformance af skriftkollektivet BMS (Blod Måne Søndag). I den anledning anbefaler litteraturformidlerne her et udvalg af den bedste hekselitteratur. Læs mere om arrangementet og bestil billetter her 

Mørkt forår af Unica Zürn
Denne lille bog er en mørk fortælling om en piges forsvarsløse møde med voksen seksualitet i en alt for ung alder. Hun higer efter sin fraværende far, udsættes for broderincest og blottere og fra de dystre oplevelser breder sig et mørke i den tidligt seksuelt vakte pige. I drømmeagtige scener folder pigens historie og mørke fantasier sig ud. Det er ekstremt velskrevet, smertefuld og smuk læsning. Unica Zürn var en del af den parisiske avantgarde i begyndelsen 1900-tallet, dannede par med billedkunstneren og surrealisten Hans Bellman og er først i eftertiden blevet anerkendt som kunstner i sin egen ret. Når man i samtiden taler om hekse i skønlitteraturen, taler man som oftest om den utilpassede kvinde, hvis sind, seksualitet og særegenhed ikke kan rummes i det omgivne samfund. Og det er præcis de utilpassede sider af pige- og kvindesindet, Zürn er en mester i at skildre.

Anbefales af Signe

Det dybe vand af Paula Hawkins
Tag en svømmetur i de psykologiske dybder med denne spændingsroman af Paula Hawkins, der også er kendt for Kvinden i toget. I denne roman dyrker Hawkins heksekarakteren og bringer den op til moderne tid, ved at spejle vores tids kønsroller i datidens frygt for hekse. Læseren følger ugifte og ensomme Jules, hvis søster er sprunget i floden og druknet. Det ligner umiddelbart et selvmord, men den køber Jules ikke. Hun opstøver lignende drukneulykker i samme by og samme flod, hvor ofrene altid var stærke og selvstændige kvinder. En tendens der viser sig at gå helt tilbage til heksejagtens og vandprøvernes tid. En rigtig page turner med noget på hjertet.    

Anbefales af Sarah

Hekseurter og folketro af Anemette Olesen

Bogen skildrer den magi og overtro, der knytter sig til de traditionelle urter. For få hundrede år siden var hekse en fast bestanddel af folketroen. Men der er en dobbelthed i vores opfattelse af heksene, for på den ene side forstod de at uddrage de medicinske virkninger af planter, til gavn og glæde. På den anden side fortæller en række af de opskrifter og overleveringer, der knytter sig til urterne, hvorledes man kunne og kan beskytte sig mod netop heksekunster og magi. Størstedelen af bogen består af beskrivelser af urternes magiske evner og deres anvendelse i gammel tid. For eksempel lyder det om slåen: Bær slåenbær på dig, og Fanden kan intet gøre dig. For romantikerne var der også hjælp at hente: Senegræs, der lægges under din seng, får nye elskere til. Nogle af de gamle tip har måske mest været overtro, men mange af de helende urter har haft stor betydning for udviklingen af moderne medicin.

Anbefales af Nina

Røde Ran: Legenden om kongernes og dronningernes Nordsjælland af Bea Rosenkilde Nielsen
Røde Ran er en fantastisk, magisk og ikke mindst blodig fortælling om jagten på Røde Ran, den ultimative skat. Du møder en perlerække af historiske personer og får forklaret tilblivelsen af en lang række kendte stednavne fra det nordsjællandske landskab. Bogen er en gendigtning af et folkesagn om konger og dronninger, om deres færden i Nordsjælland. Røde Ran er beskyttet af en forbandelse og vogtes af to overnaturlige væsener, der kan skifte ham; den ene som varulv og heks, den anden, trolden Ram som smed og flagermus. Røde Ran er en spændende blanding af historisk roman og fantasy, hvor fortællingen er baseret på myter, sagn og Danmarkshistorie. Normalt er jeg ikke den store fantasyfan, men netop kombinationen af tilbageblik på landets historie, egnens lokalhistorie og magisk eventyr gør, at jeg føler mig både oplyst og godt underholdt, så jeg giver Røde Ran mine varmeste anbefalinger. 

Anbefales af Susan 

Materialer