Læs en fremragende debutbog

Fire skønne debutromaner til dit efterår

September er lige rundt om hjørnet, og traditionen tro har Litteratursiden fokus på debutanter den kommende måned i forbindelse med Munch-Christensens Debutantpris, der hvert år uddeles til lovende debutforfattere. I den anledning har vores litteraturformidlere fundet fire anbefalelsesværdige debutromaner - læs hvilke herunder:  

Susan anbefaler:

Erhvervskvinden Malou Aamund debuterede i foråret med romanen ”Maria”, en skønlitterær bog, der vil sætte fokus på kvinders rolle i hjemmet contra erhvervslivet. Vi møder to 40-årige kvinder, der begge hedder Maria og får deres liv udrullet på et døgn, nemlig på deres 40-års fødselsdag. Begge kvinder har nærmest haft den samme opvækst, og alligevel er de hinandens modpoler. Den ene Maria vælger et karrierespor og er en hård nyser, mens den anden Maria lever et stille liv, hvor alt handler om at gøre andre tilfredse.
En velskrevet, tankevækkende og interessant debut om de livsvalg, vi træffer gennem ungdoms-, familie- og arbejdslivet, og hvordan det former os som mennesker. 

Sarah anbefaler:

"Skamlebben" er en autofiktiv tegnserie med humor og bid af debutanten Anne Mette Kærulf Lorentzen. Tegnseriens hovedperson, 41-årige Louise, er kvinden, der har det hele: fire børn, stort hus og en dejlig mand, som hun skal fejre kobberbryllup med - men hun er ikke glad. Hun står midt i livet og er gået i stå og det går så småt op for hende, at hun er homoseksuel og længes efter kvinder. Hun kalder sig selv for ”homo med forsinkelse”, og ”Skamlebben” er historien om hendes spring - fra kernefamiliens skød ud af skabet, og om den skam, der følger hende på vejen.

Cecilie anbefaler:

’Lille Land’ er en utrolig stærk debutroman fra 2017, og det er ikke overraskende, at Gaël Faye har vundet et væld af franske litteraturpriser for den. Bogen er et uafrysteligt vidnesbyrd om borgerkrigene i Burundi og Rwanda set fra et barns perspektiv, men med tilbageblikkets nostalgiske, bittersøde tone. Den er inspireret af forfatterens egne oplevelser under borgerkrigen i Burundi i 1990’erne, hviket kun gør fortællingen endnu stærkere. 

Signe anbefaler:

Nobelprisvinderen Toni Morrisons debutroman ”Blå, blå øjne” skrev hun i de sene nattetimer i en periode af sit liv, hvor hun havde to jobs og opfostrede to børn alene. Det er ganske enkelt imponerende, at hun under de forhold har kunnet skrive en så skelsættende debutroman. Den handler om den afroamerikanske pige Pecola, som vokser op i sydstaterne i USA, og som efter en række ubehagelige oplevelser begynder at skamme sig over sig selv og drømme om at få blå øjne. Romanen udforsker på stærkeste vis spørgsmålet om race, skønhedsidealer og konformitet. Flere af de begejstrede anmeldere bemærkede, at USA nu havde fået et forfatterskab på højde med William Faulkners. 

Tags
Materialer