Kig op og ønsk!

I morgen den 12. august er årets største meteorsværm, Perseiderne, på sit højeste og de kan ses med det blotte øje

Perseiderne er kendt for meget lysstærke stjerneskud, også kaldet ildkugler, der ofte efterlader spor og kan stå på himlen i flere sekunder. De er opkaldt efter stjernebilledet Persueus og er aktive fra slutningen af juli til slutningen af august. Selvom de er på deres højeste den 12. august, så vil der være god mulighed for at se stjerneskud i nætterne både før og efter. De kan ses med det blotte øje, men vil du have den fulde oplevelse, så find et sted, hvor lyset fra byerne og gaderne er svagere.

På vej rundt om Solen krydser Jorden hvert år nogle kometers baner. Langs banerne ligger partikler der er gået løs fra kometen, men stadig følger cirka samme spor. Når jorden rejser gennem dette støvspor ses særligt mange stjerneskud som synes at komme fra den samme retning på himmelen.
Det, vi ser som stjerneskud, er i virkeligheden spor af glødende luft. Luften foran kometstumperne presses sammen og bliver derfor meget varm. Sammenstød med luftmolekyler og den store varmeudvikling får kometstumpen til at fordampe. Varmen får også luften omkring stumpen til at gløde.
 

Læs mere om Perseiderne og stjernehimlen i august på videnskab.dk og stjernehimlen.info eller gå på opdagelse i vores materialer om astronomi, kometer og stjerneskud:
 

Materialer