Karantæneklubbens sommerferiehilsen

30.06.20
Da Coronakrisen begyndte og landet blev lukket ned, måtte biblioteket ligesom alle andre tænke anderledes og finde på nye måder at formidle vores tilbud på. Ét af de nye tiltag er vores podcast, Karantæneklubben, der over otte afsnit har ledt opmærksomheden hen på bibliotekernes mange digitale tilbud. Podcasten er lavet af Signe Gry Nielsen og Kasper Timm Tornbjerg, og de har skiftevis fortalt om bøger, tidsskrifter og film, der kunne lånes hjemmefra, mens bibliotekerne var lukket for fysiske udlån.

Kaspers podcasthule

Alle optagelser er foretaget hjemme hos Signe og Kasper, og når man skal producere ordentlig lyd under de forhold, er det nødvendigt med lidt isolation, og her kan puder, dyner og tæpper bruges i mangel af bedre. Den næste forhindring er sværere at kontrollere: lyden af håndværkere på naboadressen, legende børn i gården, eller forbikørende lastbiler.

Vi har under Corona-lukningen oplevet en voksende interesse for vores digitale tilbud som eReolen, Filmstriben, PressReader og Mediestream, og podcasten blev udtænkt netop for at imødekomme den interesse. De tilbud eksisterer naturligvis fortsat, og hvis man vil spare lidt plads i tasken på sommerferieturene, er lyd- og ebøger en god hjælp.

Signe i sin podcasthule

Karantæneklubben var designet til Corona-krisen, og nu hvor der igen er åbent for fysiske udlån er det på tide at tænke i nye baner. Vi er allerede gået i tænkeboksen, og planen er at lave en (hånd)spritny podcast-serie til efteråret. I mellemtiden kan du gå tilbage og lytte til Karantæneklubben herunder, eller finde alle episoderne i din podcast-app.