Kalder alle tegneserietalenter!

28.04.21
Tegn otte sider på otte timer – og få dem udgivet i en flot tegneserieantologi! Den udfordring har i årevis appelleret til talentfulde tegnere, når Hjørring har inviteret til Tegneseriemaraton på biblioteket i maj.

I 2020 gav corona-pandemien den årlige event en ny dimension: Tegneserie-tegnere fra hele Danmark loggede nemlig på hjemmefra, og Tegneseriemaraton var genfødt som en national begivenhed. Igen i år finder begivenheden sted online, og datoen er fredag den 14. maj.

Bibliotekar Lars Simonsen er idémand og tovholder for Tegneseriemaraton. Han fortæller:

- Sidste år var jo temmelig anderledes, da deltagerne ikke havde mulighed for at sidde midt i biblioteksrummet og tegne, som de plejer. Derfor blev det sådan at man kunne deltage hjemmefra, men at man forpligtede sig til at sende tekst og billeder til mig om arbejdsprocessen. Så lagde jeg det løbende på vores Facebook-side, så alle kunne følge med i arbejdet. Dén succes gentager vi i år!

Perfekt udfordring i en trist lockdown

Det digitale koncept i 2020 endte med at tiltrække tegneserietegnere fra 12 forskellige steder i Danmark – fra det nordlige Jylland til det sydlige Sjælland. Flere tegnere fortalte ifølge Lars, at de lige nøjagtig havde manglet sådan en udfordring i en trist periode af lockdown. De 17 deltageres bidrag blev efterfølgende samlet og udgivet i farvetryk i antologien ”Den hjemsendte medfølelse”. 

Hjørring Bibliotekerne besluttede allerede sidste år, at uanset hvordan det så ud med corona i foråret 2021, ville biblioteket tilbyde, at tegnerne kunne deltage hjemmefra. Tegneseriemaraton 2021 finder således sted online fredag den 14. maj kl. 10-18 – dagen efter Kristi Himmelfartsdag og en fridag for mange.

Hjælper talentfulde tegnere på vej

Tegneseriemaraton er tænkt som en begivenhed, der skal hjælpe talentfulde, upcoming tegnere på vej. Det er ikke en konkurrence – det eneste, man kæmper mod, er tiden. Man kan tegne både digitalt og i hånden.

Betingelserne for at deltage er, at man er over 15 år, kan sætte otte timer af til eventet og vil rapportere løbende undervejs fra sin proces, så arbejdet kan følges på Facebook. Det er gratis at deltage, men der er begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Tegneseriemaraton skydes i gang den 14. maj kl. 10 på Hjørring Biblioteks Facebook-side med annoncering af to benspænds-ord, som tegnerne skal forholde sig til i deres striber. I 2020 var de to ord meget passende ”hjemsendt” og ”medfølelse” – hvad de to ord bliver i år, må man følge med i årets event for at finde ud af… 

Tilmelding til Tegneseriemaraton 2021 sker til lars.simonsen@hjoerring.dk senest den 12. maj.

Oprindeligt skrevet af Bente Biegel, Hjørring Bibliotek.