Hver dag starter det forfra…

05.04.23
Rod, opvask, omsorg, bekymring, kærlighed, overtænkning... og alt hvad der hører til moderskabet. Rollen der forbinder alle mødre på tværs af kulturer og landegrænser

Om du er mor i Tyrkiet, Tanzania, Balkan eller andre dele af verden, så er mor-rollen den universelle rolle der kan forene alle mødre. Mødre deler samme bekymringer, omsorg, kærlighed og overtænkning når det gælder deres børn. 

Sætningen ”Hver dag starter det forfra” genkender de fleste børnefamilier. En travl hverdag banker atter på døren, op og få tøj på, morgenmad i børnene, spise resterne - hvis der altså er tid til det, tandbørstning, overtøj, vuggestue, børnehave OG husk lige på dig selv. Undervejs vil dine børn måske komme med udråb som ”mor er en idiot” eller andre ord de har lært i børnehaven.

Det samme sker om eftermiddagen når sultne og trætte børn hentes og bringes hjem kl. 16.20, og du netop har 10 minutter til at opfinde en nogenlunde forsvarlig aftensmad.

Småbørnsmor og grafisk designer Line Kjeldsen Jensen begyndte at tegne hverdagssituationer op med et humoristisk, ærligt og skønt indspark, da hun pludselig stod alene under sin barsel med sit tredje barn, en 2-årig og en teenager. Hun begyndte at poste billeder på sin Instagramprofil @linejensen_illu hvor hun lige nu har 74 tusinde følgere. Flere og flere genkender hendes sjove kaotiske hverdagsscener, og det er netop dét denne humoristiske graphic novel kan. Den vækker en genkaldelse af de små hverdagsscener som de fleste mødre verden over kan genkende.

 

En fortælling om den travle hverdag, om moderskabet og dets kærlige og omsorgsfulde individ, om perfekthedskultur, feber, skænderier, tårer, rod og opvask – men også masser af varme, kærlighed og hygge - som fuldender denne latterfulde graphic novel.

 

Uden selv at have børn, læste jeg denne graphic novel med stor kærlighed for den humoristiske del. Jeg kunne genkende mange scenarier min egen Balkan mor stod i, da jeg var barn. Jeg måtte endda vise min mor flere af de sjove tegninger og tekster, hvor hun flere gange udbrød i latter.

Kan varmt anbefales til mødre fra alle dele af verden!

 

Tags
Materialer