Hvad er danskernes yndlingscitat?

04.09.19
Danmarks Biblioteker er gået sammen med DR om at finde danskernes yndlingscitat.

I hele august kunne alle nominere deres yndlingscitat, og nu er alle de gode forslag blevet gennemgået.
9 citater er blevet udvalgt til den endelige afstemning af en lille kyndig nomineringsgruppe bestående af forfatter Hella Joof, DR-vært Lotte Friis og direktør i Danmarks Biblioteksforening Michel Steen-Hansen.

Fra den 4. til den 11. september kan du stemme på din favorit blandt de 9 udvalgte citater.
Se citaterne herunder og afgiv din stemme på www.yndlingscitat.dk og vær med til at afgøre hvad danskernes yndlingscitat er.

  • Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er. (Gummi Tarzan, Ole Lund Kirkegård)
  • Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. (Den etiske fordring, K. E. Løgstrup)
  • Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil (Folk og røvere i Kardemomme By, Thorbjørn Egner)
  • Nogle gange tænker jeg, at jorden er paradiset. Vi mennesker har bare ikke opdaget det. (Rejsebeskrivelser, Troels Kløvedal)
  • Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort! (Brødrene Løvehjerte, Astrid Lindgren)
  • Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen. (Digt, Dan Turell)
  • Mens han læste, forelskede jeg mig på samme måde, som man falder i søvn – først langsomt og så fuldstændigt. (En flænge i himlen, John Green)
  • Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende. (Peter Plys, A. A. Milne)
  • På erindringen skal man kalde med hviskende stemme. (Løgneren, Martin A Hansen

Vi afslører vindercitatet fredag den 13. september i forbindelse med Danmarks Biblioteksuge 37, som sætter fokus på læsning.

På DR kan man lige nu se programrækken med Mick Øgendahl og de store forfattere. Her tager stand-up komikeren os med tilbage i tiden for at møde store danske forfattere og sætte skub i læselysten.

#læsløs

 

Oprindeligt skrevet af Heidi Buur, Rebild Kommunes Biblioteker.