Helle Helle anbefaler

Af Anonym (ikke efterprøvet)
07.02.19
Da Helle Helle besøgte Ballerup Bibliotek onsdag den 6. februar 2019, spurgt vi hende om hun ville anbefale nogle bøger - og det ville hun hjertens gerne. Så her får I hendes anbefalinger, nogle af dem oversættes først til dansk senere på året, men de er så gode at de skal nævnes.

Per Petterson: Menn i min situasjon

Per Petterson er tilbage med sin hovedperson Arvid Jansen, fra bl.a. I kølvandet og Jeg nægter. HOLY SHIT, den er god. Deprimerende og frygtelig smuk. Fuld af Oslo!

Udkommer på Batzer senere i år.

 

Trude Marstein: Så mye hadde jeg

Eminent! En roman bygget af nedslag i en piges/ung kvindes/kvindes liv.

Det handler om at lede, lede, lede efter kærlighed og intensitet og mening i alle årene. 

Så RIG og levende en roman, også fuld af Oslo!

Udkommer på Rosinante senere i år. Alt andet af Trude Marstein anbefales i ventetiden.

 

Mona Høvring: Fordi Venus passerede en alpeviol den dag, jeg blev født

To unge søstre på et hotel i højfjeldet, den ene skal rekreere sig efter et sammenbrud.

Knitrende, mystisk, brillant roman.

Udkommet på det fine forlag Lesen, der også har udsendt andre af Mona Høvrings bøger.

 

Line-Maria Lång: Blå Tiger

Roman om den unge kvinde Timian. Vokset op i svensk kollektiv, nu i gang med at lave sine egne leveregler.

Blændende, mærkværdig, hver side er fuld af overraskelser.

Line-Maria Lång er så EGEN! 

 

Anton Tjekhov: Om kærligheden 

Hvor er man helt og aldeles heldig, hvis man har disse noveller til gode.

Med Kærlig Hilsen fra Helle Helle

Tags
Materialer