Fire bøger til din teenager

Bøger, der trender på TikTok

BookTok er et fænomen, der er kommet over de seneste år på det sociale medie, TikTok. Vi har sendt en teenager ind for at undersøge hvilke bøger, der er blandt de mest populære i verden lige nu. Læs med her: 

”Det ender med os” af Colleen Hoover 

En af de bøger man ser mest, når man åbner for booktok, er ”Det ender med os”. 
Ifølge bestsellerforfatter Anna Todd er ”Det ender med os” en modig og hjerteskærende roman. Colleen Hoover har baseret romanen på sine forældre, og hun udtaler selv, at romanen har været den hårdeste roman, hun har skrevet. 

Bogen handler om den unge kvinde, Lily. Livet har ikke altid været let for Lily, men da hun forelsker sig i neurokirurgen Ryle, ser det endelig ud til, livet går i den rigtige retning for hende. På trods af, at Ryle ikke er til faste forhold, ender han alligevel med at falde for Lily, og Lily er lykkelig. Parrets lykke kommer dog i fare, da Lilys ungdomskæreste, Atlas, en dag dukker op og truer alt, hvad Lily og Ryle har opbygget. 

”De dør begge til sidst” af Adam Silvera 

”De dør begge til sidst” er ikke den, der popper mest op, når du åbner for BookTok - den toppede nok for to år siden - men den dukker nu stadig op rundt omkring på de forskellige profiler.
Bogen skulle være livsbekræftende og romantisk. Silvera starter bogen med at fortælle ud fra egen erfaring, hvordan vi som mennesker bruger alt for lang tid på at prøve at passe ind fremfor at være os selv og turde bryde ud af vores ”comfort zone” 

”After” af Anna Todd 

”After” dukker selvfølgelig også op på BookTok, fordi der er mange unge, der har kunnet lide den, siden den blev filmatiseret.
Historien er lidt den der klassiske ”good girl og bad boy møder hinanden”. Den skulle være en god klassik teen-drama, hvor du ikke behøver at regne så meget ud, men alligevel kan blive fanget af det her ”toxic” forhold. 
”After” startede ud som fanfiction, hvor en af hovedkaraktererne er inspireret af Harry Styles. Den blev skrevet på den kendte side/app Wattpat, men efter rigtig mange læste den på Wattpat, blev den udgivet som bog. 

Tessa er den klassiske ”pæne pige” med gode karakterer og en perfekt fremtid i sigte. Tessa starter på college, hvor hun møder Hardin. Han er til gengæld, yes you've guessed it, den helt klassiske ”bad boy”, der er med på alt, hvad der hedder fester, stoffer, alkohol og sex. De studerer sammen og kan ikke klare hinanden, og så alligevel er der noget mellem dem.

”Evelyn Hugos syv ægtemænd” af Taylor Jenkins Reid
”Evelyn Hugos syv ægtemænd” er en meget populær bog helt generelt, men også på Booktok.
”Evelyn Hugos syv ægtemænd” er en historisk roman, og bogen skulle indeholde romance og en del drama - hvem elsker ikke lidt drama, hvis man ikke selv er en del af det. Bogen skulle være fængende og få dig til at glemme, at du læser, derfor kunne dette også være en god bog for folk, som ikke er så glade for at læse. 

Skrevet af vores gæsteanmelder, Sofia, 14 år.
 

Materialer