En anderledes Danmarkshistorie

Her finder du ingen kongerækker, men får fortalt Danmarkshistorien i sild, varulve og mode

Hvordan bliver man en varulv?
Godt du spørger, for det behøver ikke at være så svært. Du kan gøre noget syndigt eller leve lastefuldt i nærheden af en god og hellig mand, der kaster en forbandelse over dig. Du kan også krybe tre gange igennem et hesteskind i fandens navn og så vil dit førstefødte barn blive varulv.
Du kan lære meget mere om det og om hvor nisser kommer fra, hvad drageblod kan og hvem der bliver til spøgelser i Kåre Johannessens bog Mørkets skabninger – middelalderens gruelige gestalter.
Du kan også høre ham fortælle om bogen til Historiske Dage.

Det vilde sildeboom
Skomagere, skoledrenge og snarrådige degne stormede mod bådene. Overalt gik rygtet – silden var kommet! Siden middelalderen var silden strømmet til gydepladser i danske farvande og ofte i så tykke stimer, at de kunne skovles direkte fra overfladen. Den fede fisk blev Nordens sølv, for både pave og pøbel slubrede salte sild i sig på årets fastedage. Eksporteventyret forvandlede Limfjordens ukendte flækker til hovedrige købstæder.
Når silden næste gang kommer på bordet, så imponer alle med din viden fra Det vilde sildeboom af Jakob Ørnbjerg, der på underholdene vis fortæller sildens Danmarks historie.
Du kan også høre ham fortælle om bogen til Historiske Dage.

Udstråler du rigdom eller økologi?
Mikkel Venborg Pedersen og Marie Riegels Melchior har skrevet et pragteksemplar af en Danmarkshistorie - eller rettere, modens historie – med bogen Moden i Danmark gennem 400 år i 2 bind.
Hvis du går og tror at din modesans er helt unik og at du ikke lader dig påvirke af tidens strømninger, men er skaber af din helt egen stil, så kan du godt tror om igen. Moden er påvirket af et væld af omstændigheder, som magtbalancer og klimabevægelser, og vi har i hvert fald i løbet af de sidste 400 år, klædt os for at udstråle nogle helt bestemte ting.
Mød dem når de fortæller om mode og bogen til Historiske Dage.

Slut med begyndelsen
Saxos Danmarks Krønike er en semi-fiktionel krønike over dansk historie til det sene 1100-tal skrevet af Saxo Grammaticus. Den er en fortælling om konger og guder, jætter og troldmænd, smukke kvinder og piger i rustning, som folder sig ud i krig og i kærlighed i det gigantiske drama, der hedder Danmarks grundlæggelse og tidligste fortid

Hvis du synes det er en lidt voldsom omgang, så læs Saxo af Lars Boje Mortensen. Han åbner den litterære og historiske bog for os og fortæller, hvordan ærkebiskop Absalon bad Saxo om at skrive et værk, der kunne forherlige riget, bevise dets ælde og storhed og gøre landet berømt og beundret i al evighed. Da historien endelig var fortalt, fik værket ikke megen opmærksomhed. Kun med nød og næppe overlevede Saxos prægtige danmarkshistorie. Så bragede den til gengæld igennem. Først blev Saxo kongens og landets ejendom. Så blev han folkets store helt. Og i dag, 800 år efter at han lod pennen flyde, er Saxo på vej mod global berømmelse.

Årets historiske bog 2021
Husk også at tage et kig på en af de fem nominerede til årets historiske bog 2021!

Materialer