Dracula er på spil igen!

06.09.22
Oplev Dracula i en ny og monstrøs udgave! #Graphicnovels

Historien om grev Dracula fremstilles her i graphic novel-format med stort grafisk fokus på horroren tegnet af George Bess. En lettere tilgængelig indgang til en gotisk klassiker skrevet til unge og voksne horror-fans.

Den ukendte grev Dracula har indbudt advokat Jonathan Harker til at besøge sit slot i de Transsylvanske bjerge for at få færdiggjort en række ejendomshandler i England.

Den intetanende Harker advares af de lokale om greven, men pligten kalder, og snart befinder Harker sig fanget på grevens slot, hvor slet intet er, som det skal være. Greven har en mildest talt mystisk adfærd, og langsomt går det op for Harker, at der er noget overnaturligt på færde.

Hvordan udskiller denne sig fra den originale Dracula historie?

I forhold til Bram Stokers originale historie er en del nuancer skåret væk i denne graphic novel-udgave. Den originale historie følges troligt, men der er skruet op for de rå horror-elementer i tegningerne. Stokers sproglige tvetydighed, hvor Dracula fremstår gruopvækkende såvel som tillokkende er her reduceret, så Dracula er mindre gotisk og mere åbenlyst monstrøs.

Illustrationerne er ikke lavet efter et traditionelt mønster, men har alle mulige størrelser, hvilket forstærker følelsen af at overse noget i detaljerne. Særligt kan helsideillustrationerne helt overmande læseren.

Gruen er effektivt udpenslet, og det monstrøse er åbenlyst og kaotisk fremstillet, dog her i et kontrastfyldt sort-hvidt tema. Anbefales til unge og voksne der ellers er galde for Dracula fortællingen dog krydret med horror i denne graphic novel udgave.

Hvis man gerne vil have det hele indtryk af Dracula historien, kan man med fordel læse Stokers oprindelige historie herunder.

 

God læselyst!

Materialer