Det skal vi læse i juleferien

Litteraturformidlernes julebøger 2019

"Bæst" af Ane Riel

Jeg glæder mig til julen med dens ro til fordybelse, når det værste juleræs er ”overstået” – og så glæder jeg mig til at sætte tænderne i Ane Riels nyeste roman: ”Bæst”. Jeg er nemlig stor fan af Ane Riels to tidligere romaner: ”Slagteren i Liseleje” og ”Harpiks”, der begge både er kloge, grumme, hjertevarme og velskrevne.

”Bæst” handler om den lille Leon med de mange kræfter og hans mor Danica, der om nogen ved, hvor svært han har ved at styre dem. Mens Danica bakser med sin søn, kæmper nabosønnen Mirko med sine forbudte følelser for Danica. Det er en umulig kærlighed, for Danica er ikke alene en voksen kvinde og mor til Leon, hun er også gift med en uovervindelig kæmpe af en mand. Hjertet og lysterne driver Mirko ud af sit ærbare hjem og ind i Danicas hemmelige helvede. Det får en fatal udgang for alle, han holder af, og efter en dramatisk nat bliver Mirko bundet til Leon og hans gådefulde kræfter for resten af livet i et usædvanligt venskab.

litteratursinden.dk skriver i sin anmeldelse: Kort, men fyndigt, fortalt kan 'Bæst' opsummeres således: Mus og mænd møder Hvor der er fugle møder filmene 'Den enfoldige morder' og 'Mænd og høns' – inden David møder Goliat. Og det er altså en spændende cocktail. Kan man andet end at glæde sig til en god  (læse-)jul?? 
- Susan, litteraturformidler

"Eleanor Oliphant har det helt fint" af Gail Honeyman

Jeg har tyvstartet på julelæsningen med denne sorgmuntre roman om den socialt akavede Eleanor Oliphant. Hun er sidst i tyverne, arbejder på kontor og fører ellers en meget ensom tilværelse: Hendes kollegaer synes, at hun er mærkelig, hun har ingen venner og ingen familie – på nær en mor hun kun har telefonisk kontakt med. En dag dratter en fremmed, ældre mand om på gaden, og hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham med assistance fra hendes nye kollega, IT-fyren Raymond. Denne situation vender op og ned på hendes liv, for pludselig er hun noget for nogen. Gennem venskabet med den ældre mand og Raymond får hun åbnet op for sine fortidige traumer – for hvilke hændelser i barndommen har gjort hende så sær og lukket?

Bogen er velegnet til juleferielæsningen, da den er let læst, men både rørende og humoristisk. Den undersøger hvad ensomhed og traumer gør ved mennesker – og hvordan vi gennem fællesskab og venskab kan finde livsglæden igen.
- Sarah, Litteraturformidler

"Kærlig hilsen Tove" af Tove Ditlevsen

En guldgrube i papirformat blev fundet i Gyldendals pengeskab, da brevkorrespondancen mellem Tove Ditlevsen og dennes redaktør, Mogens Knudsen, blev fundet i sommers. Nyt fra Tove! Her så mange år efter den folkekære forfatters død.

Jeg havde et rigtigt "Tove-år" i 2017 i forbindelse med fejringen af hendes 100-års fødselsdag, og jeg er kun blevet mere nysgerrig på hendes noget turbulente og ofte svære liv. Denne jul glæder jeg mig til at få et indtryk af Tove som privatperson og måske lære mere om, hvordan og hvorfor det gik, som det gik. 
- Cecilie, litteraturformidler
 

Tags
Materialer