Nordisk landskab

Nordisk prisfest nærmer sig

16.10.19
Tiden nærmer sig hvor Nordisk Råds Litteraturpris uddeles, og vi dykker derfor ned i de seneste års vindere og præsenterer de to danske bøger, der er nomineret i år.

Fredag den 1. november er indskrevet i alle de nordiske kulturredaktioners kalendere med rød tusch – det er nemlig dagen, hvor den største nordiske litteraturpris uddeles. Vi giver her et overblik over de seneste års vindere af Nordisk Råds Litteraturpris og præsenterer Jonas Eikas novellesamling Efter Solen og Helle Helles roman De, som begge er nomirede i år.

Her følger redaktionens udvalg af vindere fra de senere 10 år. Du kan reservere bøgerne nederst på siden.

2009: Per Petterson for Jeg forbander tidens flod
Romanen følger Pettersons faste karakter Arvid, der oplever to skelsættende begivenheder, som truer med at ødelægge ham. Hans mor er døende og hans kone vil skilles. På trods af de overhængende trusler om skilsmisse vælger Arvid at følge sin mor i den sidste tid og forsøge at udrede trådene i deres forhold, før det er for sent. Pettersons præcise og observerende sprog, gør bogen til en stor læseoplevelse. 

2013: Kim Leine for Profeterne i evighedsfjorden
Kim Leine fik for alvor slået sit navn fast med romanen om dansk missionering og kolonisering af Grønland. I en smukt nuanceret fortælling om, hvilke konsekvenser det danske fremstød fik for grønlænderne, placerer Leine sin hovedperson i en knugende tvivl, der er både interessant og lærerig at følge.

2014: Kjell Westö for Luftspejling 38
En fortælling fra skæbneåret 1938, hvor Hitlers ekspansion står for døren og traumerne fra Finlands borgerkrig endnu ikke er bearbejdet. Den finlandssvenske forfatter Kjell Westö viser med romanen, at han er mester i at beskrive, hvordan storpolitik griber ind i det enkelte menneskes liv.

2017: Kirsten Thorup for Erindring om kærligheden
Tara og Siri er mor og datter, og de har et konfliktfyldt forhold. Tara har svært ved moderrollen, og drømmen om at være en familie brister igen og igen. Indlevelsen i og forståelsen for både mor og datter er smukt skrevet frem i denne fremragende roman om kærlighed og svigt.

2018: Audur Ava Olafsdottir for Ar
Jonas Ebeneser er fyldt med ar på sjælen, og rejser til et fjernt krigshærget land for at begå selvmord. Men på Hotel Silence inddrages han i genopbygningen af huset og byen, og langsomt vender han tilbage til livet. Med en blanding af alvorlig refleksion over livet og en god portion humor fortæller Olafsdottir om en selvmordskrise, der bliver startskuddet til et nyt liv. 

De to nominerede fra Danmark i 2019
Når året pris uddeles sidder danske forlæggere, redaktører og journalister og krydser fingrer for, at den går til én af de nominerede danskere. Det gør vi også – for det er nogle interessante og velskrevne bøger vi har med i år. 

Helle Helle: De
Vi befinder os på Lolland i 1980'erne, hvor vi med en 16-årig piges blik bliver ført ind i hverdagen på gymnasiet og hjemme i lejligheden sammen med hendes mor. Bogen handler om alt det de to kan dele, men også om morens sygdom og alle de følelser, der ikke findes ord for. Helle Helles roman er et ypperligt eksempel på, hvordan et underspillet sprog, en elegant komposition og et veljusteret blik for hverdagens små detaljer og livets store spørgsmål kan skabe stor romankunst – og hvordan man med ord kan skrive betydningsfulde stilheder frem. 

Jonas Eika: Efter solen
Med Jonas Eikas anden udgivelse har han allerede opnået en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. Det er intet mindre end imponerende. Fortællingerne i Efter solen er smukt skrevet, udsyrede og foruroligende. Det virker næsten som om Eika undersøger et helt nyt formsprog til at fortælle historierne om menneskenes indbyrdes relationer og deres forhold til et natur- og dyreliv, der er midt i en ubegribelig transformation. I det univers Eika skriver frem er verden genkendelig, men de logikker vi normalt manøvrerer efter er ophævet. Bogen er både stemningsmættet, syret, interessant og udfordrende.

Materialer