Bøger med mange stjerner

Vi står midt i højsæsonen for nye udgivelser, og de store bogmesser åbner dørene til et slaraffenland af nye, spændende bøger. Men hvilke er egentlig blevet bedst modtaget i pressen? Vi giver dig her en guide over de bedst anmeldte bøger, der er udkommet den seneste måned.

Tyverier af Thomas Korsgaard 
Efter to velskrevne romaner er Korsgaard klar med sin første novellesamling, og den er spækket med tragikomiske observationer og akavede hverdagssituationer. Novellerne er ofte befolket af helt af almindelige mennesker fra de nederste sociale lag, som kommer ud for situationer, der sætter deres sociale position i centrum. Korsgaard tager livtag med den skam, som socialt underskud eller forkerte livsvalg kan skabe i et menneske og sætter den i spil i nogle stringent komponerede scener. Det er både morsomt, trist og meget præcist skrevet. Korsgaard indleder novellesamlingen med et meget sigende citat af den amerikanske forfatter Lorrie Moore, og det er et godt udgangspunkt for at forstå hans noveller: ”For mig er der ikke noget, som er en vittighed. Det kommer bare til at lyde sådan.”

” I sin tredje bog, Tyverier, kaster Thomas Korsgaard sig over novellen, med alt, hvad genren indebærer af skærpede situationer, sigende detaljer og slående replikker. Det gør han fortrinligt.” (5/6 Berlingske)

Sæson af Lea Marie Løppenthin 
Lea Løppenthins nyeste roman er en dybt original genskrivning af myten om Demeter og Persefone. I den græske myte mister Demeter, som er Persefones mor og guden for kornet og årstiderne, sin datter til et tvangsægteskab med dødsguden Hades. Hun bliver rasende og lader høsten slå fejl. Da det viser sig umuligt at få Persefone tilbage, ender kompromiset med at være en opdeling af Persefones liv mellem Hades og Olympen. I Lea Løppenthins fantastiske genskrivning er Persefone en græshoppe, der er født ud af Demeters øre, og hun lever som skilsmissebarn med deleordning. Sæson er en legende poetisk parallel til den græske myte, som foregår i et genkendeligt samtidsunivers, hvor fortællingen iblandes autofiktive træk. Den skildrer Persefones pendlen mellem dødsriget og Olympen, som en parallel til den pendlen mellem depressionen og manien, som findes i det bipolare sind.

”Der er i Løppenthins skrift et fantastisk drive, som river læseren med fra første stavelse. Det ældgamle mytiske legeres med det tidstypiske og autofiktive, det politiske med det poetiske, det rockede med det episke, det euforiske med det depressive, og man har lyst til intet andet end at følge skriftens flugtlinje.” (5/6 Politiken)

Jeg løb mod Nilen af Alaa Al-Aswany
Ligesom den egyptiske forfatter Al-Aswanys andre romaner er denne nye udgivelse om det arabiske forårs kuldsejlede revolution en kollektivroman, hvor vi følger en perlerække af karakterer. Rammen for handlingen er denne gang ikke en bygning eller en gyde i Kairo, men Tharir-pladsen, som vi gennem medierne kom til at kende så godt, da det arabiske forår tog fart. Vi følger Ashraf, en afdanket skuespiller, som tilfældigt opsluges af oprøret og bliver del af revolutionen. Herudover møder vi en ung oprører, som sidder fængslet, en religiøs general med en svaghed for porno og en from salafistisk sheik. På den måde tilbyder Al-Aswany os talrige perspektiver på revolutionen, men hans sympatier er klare og bl.a. derfor er denne bog allerede bandlyst i Egypten.

”For min del har jeg ikke tidligere været så begejstret for romanforfatteren al-Aswani som for den politiske essayist af samme navn. Med denne bog strækker jeg kården; den gamle mester har begået et modigt og trist opus over en tid fuld af spirende håb og bristede drømme.” (Adam Holm, Weekendavisen)

Fruen af Malene Lei Raben 
I denne erindringsroman fortæller Malene Lei Raben en velkomponeret historie om et dysfunktionelt og ambivalent forhold mellem en mor og hendes datter. Moren er både en sej, potent og stærk 68’er-kvinde, men hun er også spydig, ondskabsfuld og egoistisk. Raben gør et nummer ud af at beskrive datterens beundring af sin mor, men den beundringsmedalje har en grum bagside, som er nedbrydende for barnet. En scene i bogen beskriver, hvordan relationen i en periode er yderst tilspidset mellem mor og datter. I afmagt fortæller datteren om problemet til en skolelærer, hvorefter moren sammenligner hende med Hitlerjugend, der som bekendt angav deres forældre til nazisterne. ”Skal Hitlerjugend have flere kartofler?”, bliver der spurgt ved middagsbordet. De voldsomme mobbescener inddæmmes af en stor kærlighed til og beundring for det aldrende moderdyr, og det får bogen til at balancere fint i kompleksiteterne og nuancerne.

”Jeg har spilet øjnene op, for det er godt nok en stærk bog. Først og fremmest er den generøs… Malene Raben er eminent til at huske og til at sætte barnets sansninger op i sprogligt spændstige fremstillinger.” (5/6 Politiken)