Stjernehimmel

Bøger med mange stjerner

25.09.19
Vi præsenterer her de nyeste og bedst anmeldte bøger

Der udkommer så meget litteratur, at det kan være svært at finde rundt i skidt og kanel. Vi guider dig til de bedst anmeldte bøger, der er udkommet den seneste måned. Du kan reservere bøgerne nederst på siden.

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss

Efter længere tids radiotavshed er Kristian Bang Foss tilbage med en rammende samfundssatirisk roman. Frank fra Hvidovre er søn af en sekretær og en gademusikant. Han bliver mønsterbryder og kommer ind på universitetet, hvor han møder Thea, som er fra en overklassefamilie. Den består bl.a. af en kendis, en kystbanesocialist og en benhård forretningsmand. Selvom mantraet i luksusboligen ”på Skagen” er, at alle er velkommen, føler Frank sig forkert og malplaceret. En dag forsvinder han under mystiske omstændigheder og da han vender hjem fortæller han en utrolig historie. Frank vender hjem er en humoristisk samtidsroman, der revser udviklingen i velfærdssamfundet. Da den udkom blev den straks nomineret til DR’s romanpris.

”Kristian Bang Foss er suveræn på sin egen sagte facon. Hans nye roman er stor litteratur” 6/6 Jyllandsposten

Satantango af László Krasznahorkai 

En fremmed mand og hans kumpan ankommer til et nedslidt landbrugskollektiv langt ude på det ungarske overdrev. Beboerne har hørt om hans ankomst og har tårnhøje forventninger til ham. Men er han profet eller djævel? Krasznahorkais prosa er bevidst desorienterende og fremmedgørende. Hans sætninger tager dig ud af din behagelige sofa og fører dig ned i mørke passager og kringelkroge indtil du har glemt, hvem der taler og hvor du var. Nogle mener, at fortællingen i Satantango er en abstrakt allegori over det diktatoriske ungarske styre under kommunismen med dets tvangskollektivisering og trøstesløshed. Andre at det er en eksistentiel krisefortælling om en verden berøvet al mening. En ting er sikkert: Det er europæisk modernisme på allerhøjeste niveau.

”Med sin dybt originale prosa maler ungarske Krasznahorkai blændende tableauer af folket og forfaldet i en landsby, hvor regnen falder uophørligt, og frelsen eller undergangen er på vej” 6/6 Politiken 

Nora af Merete Pryds Helle

Forlaget Rosinante har i samarbejde med et svensk og et norsk forlag lavet serien NOR, hvor en forfatter fra hvert land gendigter et klassisk drama af Henrik Ibsen. Det danske bidrag til serien kommer fra Merete Pryds Helle, som har gendigtet Et dukkehjem under titlen Nora. Hos Helle er handlingens tid udvidet: I stedet for at følge Nora gennem en kort dramatisk periode, følger vi hende gennem hele livet. Det giver et nyt og anderledes perspektiv på det psykologiske portræt. De øvrige to forfattere i serien er Vigdis Hjort fra Norge og Klas Östergren fra Sverige.

”Merete Pryds Helle har skrevet en roman, der handler om endelig at vælge og ville sit eget liv. Hendes opdatering af problemfeltet i Et dukkehjem er både vedkommende, veldrejet og velskrevet.” 5/6 Berlingske Tidende 

Hjemmefra af Erling Jepsen

I andet bind af Erling Jepsens erindringsserie om familiehemmeligheder befinder vi os i 1972, hvor hovedpersonen Erling flytter fra Gram til ”storbyen” Haderslev for at begynde i gymnasiet. Gennem et spind af overdrivelser og løgne forsøger han at dække over sin familiehistorie og passe ind med de unge, venstreorienterede byboere. Romanen indeholder den sædvanlige Jepsenske tragikomiske tilgang til det biografiske stof. Selvom Jepsen er hyggelig og humoristisk, vil det være en fejl at tro, at det gør hans romaner ufarlige. Det er en afgrund, man kan ane bag ved det skæve smil.

”Erling Jepsens tragiske familiehemmeligheder får med den humoristiske pen i denne fremragende roman.” 5/6 Politiken
 

Materialer