Stjernehimmel

Bøger med mange stjerner

27.08.19
Vi præsenterer her de bedst anmeldte bøger, som er udkommet henover sommeren

Det kan være svært at finde rundt i alle de nye udgivelser, der bliver anmeldt i dagbladene. Derfor bringer vi her et udvalg af de bedst anmeldte bøger, der er udkommet henover sommeren. Du kan finde og reservere bøgerne nederst på siden.

Alt er muligt af Elizabeth Strout
Elizabeth Strout er forfatteren bag en række anmelderroste bøger, blandt andre den populære Jeg er Lucy Barton. Nu er hun tilbage med en kollektivroman, som er løst tilknyttet til ovennævnte bog og følger ni karakterer i Amgash i det amerikanske Midtvesten. De lever vidt forskellige liv, men er alle tynget af begivenheder i deres fortid, som de forsøger at komme overens med. Strout skriver med en tyst præcision, som virkelig kommer hendes portrætter til gode, og som effektivt suger læseren ind i karakterernes virkelighed. 

”Strouts storhed ligger i det små. I den lille drejning, som en dialog mellem familiemedlemmer kan tage. I den minimale uoverensstemmelse mellem vores egen selvopfattelse og andres syn på os. I den tilsyneladende ubetydelige forskel, der ligger i at vokse op på en gård og i en lille by.” 5/6 - Kristeligt Dagblad

Fuck mor og Busser – et ungdomsoprør af Kristina Nya Glaffey
I serien om mor og Bussers regnbuefamilie er børnene blevet kontrære og skarptungede væsner. Kristina Nya Glaffeys hylende morsomme bøger om livet med børn i en utraditionel familiekonstellation er velskrevne og latterkrampefremkaldende. Den første bog i serien (Mor og Busser) er en alternativ version af en romantisk komedie, anden bog (Mor og Busser skal skilles) er en tragikomisk skildring af parrets skilsmisse og den nyeste bog i serien beskriver livet efter skilsmissen: mor og Busser er blevet gode venner, har fået nye kærester og er flyttet ind i den samme opgang. Heldigvis spolerer ungerne med spydige og sarkastiske kommentarer stemningen i forældrenes progressive liv. Det er gennemført fornøjelig læsning. 

”Findes humoristlegatet stadig? Har Kristina Nya Glaffey fået det? Hvis ikke, må det straks genoprettes og uddeles (…) Minsandten om ikke 'Fuck Mor og Busser' har fået mig til bare at boble over af latter og fryd. Det er så godt at le, sådan rigtig for alvor” – Information

Ved enden af verdens ende af Jonathan Franzen
Den prisbelønnede amerikanske forfatter Jonathan Franzen er meget optaget af fugle. Så meget at han i flere af disse essays skriver begejstret og bekymret om de fjerklædte dyr. Bogen problematiserer igennem fugleoptikken, hvordan menneskenes hensynsløse overforbrug har udsat alt liv på jorden for ekstrem fare. Med skarpe og velskrevne analyser hudfletter han vores uholdbare måde at leve på - det er interessant læsning, der vækker lysten til at handle.

”Franzen blander niveauerne og opnår i disse essays (…) en samklang af lethed og tyngde, som skubber til læserens fornemmelse af sig selv og verden, så man næsten kan mærke losset bagi. De er hermed anbefalet på det varmeste.” 5/6 hjerter - Politiken

De tre paver af Thomas Rydahl
Thomas Rydahl har netop udgivet tredje og sidste bind i sin krimi-trilogi om den mystiske taxachauffør og detektiv Erhard Jørgensen. Personskildringerne er blandt de bedste og mest nuancerede i dansk krimilitteratur, og fortællingerne er interessante og medrivende. Som krimifan er der et hav af gode grunde til at kaste sig over Rydahls romaner, men andre kan også læse med, for bøgerne er stemningsfyldte, underholdende og velskrevne.

”Rydahl kan både skabe spænding og nuancerede figurer, han er hverken bange for det høj- eller lavpandede, og så kan han skrive og skriver sig ind i hver enkelt scene med et overskud og en iagtagelsesevne, der er både elegant og lige præcis så forstyrrende, som god litteratur skal være.” 5/6 stjerner – Berlingske Tidende

Ailias sang af Ilka Tempke
Hvis du er til Hulebjørnens klan, Outlander eller Game of Thrones, er Ilka Tampkes litterære univers sandsynligvis noget for dig. Ailias sang er andet bind i serien om den højtrangerende druidekvinde Ailia og hendes kamp for at holde romerne fra at invadere provinsen Albion. Det mytisk-historiske univers er stadig veludført og troværdigt, og der kommer knald på dramaet, når Ailia opsøger høvdingen Caradog for at hjælpe ham med at holde invasionen fra døren.

Ailias sang bliver i sidste ende en smuk historie om at finde og stole på sig selv” 4/6 hjerter – Politiken

En rigtig kærlighed af Tomas Lagermand Lundme
Tomas Lagermand Lundme skriver i en nærværende og realistisk stil, og hans bøger er tankevækkende og følelsesmæssigt afvæbnende. En rigtig kærlighed følger to mænd, som mødes, forelsker sig og indleder et parforhold; de får kat, lejlighed og hyggelige naboer. Selvom det hele virker som et meget tilforladeligt og almindeligt liv, tynger samfundets normer parret. I små hverdagslige episoder bliver der konstant sået tvivl om, hvorvidt deres kærlighed egentlig tæller i samfundets øjne. Hen mod slutningen af bogen vender en voldsom episode op og ned på parrets liv, og den viser med al tydelig alvor, hvor udsat man kan være, når man elsker én af samme køn. 

”Tomas Lagermand Lundme skriver smukt og trist om kærligheden mellem to mænd. (…) Han beskriver nænsomt, hvordan forholdet udvikler sig fra et år i forelskelsens sammenfiltrede tosomhed til spørgsmål om flere partnere, og om man kan være et rigtigt par uden også at forsegle kærligheden med børn.”  4/6 Jyllandsposten
 

Materialer