Andreas anbefaler ni bøger til din sommer

Af Anonym (ikke efterprøvet)
21.06.18
"De bøger, jeg som oftest foretrækker, må gerne eksperimentere og kræve lidt af mig."

Som læser kan jeg godt lide at udfordre mig selv og hele tiden afprøve ny litteratur. De bøger, jeg som oftest foretrækker, må gerne eksperimentere og kræve lidt af mig. Det er vigtigt for mig, at forfatteren har arbejdet med måden, bogen er skrevet på, med formen. Jeg er meget glad for romangenren, gerne den store, mangfoldige og vildt fabulerende, hvor der er plads til de helt store fortællinger.

Ni anbefalinger
 
1) Orhan Pamuk, Uskyldens Museum
 
Romanen er for dem, der gerne vil have en stor, dyb og intens kærlighedshistorie. Den er lang og helt fantastisk detaljerig, fyldt med meget levende og sansemættede beskrivelser. Her kommer 1970’ernes Istanbul virkelig til live.
 
2) Svetlana Aleksijevitj, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
 
En hård, men også meget livsbekræftende bog. Her er fortællinger om krigen, som man aldrig har set dem før, alt det, man ellers aldrig hører om: de daglige praktiske gøremål, den skønne natur, skammen blandt kvinderne og kærligheden midt i krigens gru. Det er noget af det mest rørende, jeg nogensinde har læst.
 
3) Einar Már Gudmundsson, Universets engle
 
Et gennemført sympatisk portræt af de sindssyge, som samfundet gemmer væk. Romanen er for dem, som gerne vil lytte til en person, der normalt ikke har en stemme, og som gerne vil tænke lidt mere over spørgsmål såsom, om det er den skizofrene patient eller samfundet, der lider af denne sygdom.
 
4) Madame Nielsen, Invasionen
 
Højaktuel og meget tankevækkende bog om, hvordan de mange flygtninge udfordrer Europa, og hvad vi gør, når fremmede banker på vores dør. Den konfronterer os med vores hykleri, men viser os også alle de kærlige følelser, der pludselig opstår mellem mennesker i de mest umulige situationer.
 
5) Álvaro Enrigue, Sæt og match
 
Forbered dig på en helt særlig læseoplevelse. En roman, der handler om tennis – og så alligevel overhovedet ikke! Duellen står mellem to af Europas største kunstnere i 1599 og handler mere om kunst, storpolitik og europæernes folkemord på Amerikas indfødte, end den handler om dette gamle boldspil. Morsom, tankevækkende og virkelig godt tænkt.
 
 
6) Patrick Modiano, Dora Bruder
 
En rigtig fin, let og skrøbelig, meget poetisk bog, der handler meget om erindringer. Den er til dem, der kan fascineres af, hvordan vi husker ting, hvordan ting forsvinder i glemslen og måske kan findes igen. Den handler om alt det, der engang var i Paris.
 
7) Virginia Woolf, Til fyret
 
Ingen over og ingen ved siden af Woolf! For mig er Til fyret klassikeren over alle klassikere. Vi er i familien Ramsays sommerhus af to omgange på øen Skye i Skotland. En yderst sparsom ydre, men en enorm rig indre handling. Det drejer sig om kvinder og mænd, om tab og om kunst, altså det allermest grundlæggende, bare sjældent sagt så klogt som her.
 
8) Herta Müller, Mennesket er en stor fasan i verden
 
Det er romanen for dem, der vil helt tæt på menneskeskæbner i et grumt diktatur. De tragiske liv gør ondt at læse om, men også derfor er det så vedkommende. En meget smuk roman om noget meget grusomt.
 
9) Forugh Farrokhzad, Kun stemmen bliver tilbage
 
Hvis man skal læse én digter, må det ifølge mig være Forugh. Sjældent møder man så smuk og ligefrem, så intim og nærværende en stemme. Hun er en af Irans væsentligste digtere og skriver om kvindelig erfaring i en yderst mandsdomineret verden.
 
Læs også Saras sommeranbefalinger her, Cecilies her, Helles her og Jans her.
Materialer