Anbragt

I klemme i systemet

Ustyrlig

Den biografaktuelle og anmelderroste film "Ustyrlig" sætter fokus på et mørkt kapitel i danmarkshistorien, nemlig kvindeanstalten på Sprogø. Filmen tager sin begyndelse i 1933, hvor man møder den 17-årige Maren, der ikke opfører sig som forventet af unge kvinder på den tid. Som følge deraf bliver hun sendt til kvindeanstalten Sprogø for at blive "tilpasset". 

Kvindeanstalten på Sprogø blev oprettet i 1923, og her anbragte man "moralsk defekte" kvinder. Anstalten blev først nedlagt i 1961, og det anslås, at mellem 400 og 500 kvinder har levet på anstalten i disse år under gruopvækkende forhold.   

Anstalter i litteraturens verden

Bøger med relation til anbringelser og anstalter findes både på de skønlitterære og faglitterære hylder. I skønlitteraturen har kendte navne som Vibeke Marx, Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen sat fokus på historien om anstalten på Sprogø i deres forfatterskaber. Vil man læse mere om de barske leveforhold på anstalter i Danmark og verden, kan jeg også anbefale både "Drengen fra Godhavn" af Ole Tornbjerg og "Drengene fra Nickel" af amerikanske Colson Whitehead. Førstnævnte roman ligger til grund for filmen "Der kommer en dag". Hverken bog eller film er for sarte sjæle, men vigtige vidnesbyrd om alle dem, der blev svigtet af systemet og samfundet.

Endelig giver faglitterauren dig også mulighed for at blive klogere på emnet. Læs fx biografien "Bonde - gal mand på rette vej", hvor du kan læse om Christian, der som 5-årig blev anbragt på en åndssvageforsorg, og først da han blev voksen, opdagede en ung læge ved et tilfælde, at Christian var fejlanbragt og ikke åndssvag. Helt ny forskning på området kan du læse om i "IQ 75 - Erling og åndssvageforsorgen" og i den anmelderroste "Afvigernes ø", der er så ny, at den endnu ikke er havnet på vores hylder. 

Find alle titlerne herunder: 

Materialer