Anbefaling: En roman fra paradiset

17.02.22
Lad dig synke ned i en yderst vellykket roman fuld af sprudlende farver, begær og længsel efter ungdom

"Adam i paradis" er den bedste danske roman jeg har læst i meget lange tider. Så simpelt kan det siges. Det er en sanselig, farvemættet, sveddryppende, følsom og svirpende morsom roman om maleren Kristian Zarhtmann (1843-1917). 

Sproget er et varmt badekar af flygtige sanseindtryk og fint registrerende situationsbeskrivelser, som man har lyst til at sænke sig ned i og bare blive siddende... Og jeg indrømmer det blankt: Jeg læste bevidst meget langsomt for at få lov til at blive siddende lidt længere. 

Forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild har hentet romanens titel fra Zarhtmanns berømte portræt af en ung, spændstig og ikke mindst splitternøgen Adam, som sidder i et vildt farveflor. Det for sin samtid meget ublu homoerotiske motiv emmer af begær og længsel efter ungdom, præcis som romanen gør det. Vi følger Kristian Zarhtmann i livets efterår, hvor han maler en række af sine allerbedste malerier. Mens vi følger med i malerens minder, der vælder frem fra den aldrende hjernebark, maler forfatteren sit eget sansemættede portræt af en yderst menneskelig kunstner, der er helt umulig ikke at elske i al sin fejlbarlighed og yderst charmerende krukkeri.

Weekendavisen kvitterede i januar for denne strålende roman ved at give den Weekendavisens Litteraturpris. Derudover er den indstillet til Politikens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris.

Kære låner: læs, læs, læs! 

Materialer