Aleksandra anbefaler "Over Muren" af Maximilien Le Roy

01.06.22
Mahmoud er palæstinenser og lever i skyggen af muren imellem Palæstina og Israel. Han fortæller åbent om sit liv og sine holdninger til sit lands situation

Under en rejse i Palæstina i 2008 møder den franske tegner Maximilien Le Roy palæstinenseren Mahmoud Abu Srour. Mahmoud fortæller om sin tilværelse, og Le Roy bliver så grebet, at han beslutter at videregive den.

I en stil, der veksler mellem illustration, tegning, fotos og collage fortæller Mahmoud om sin hverdag præget af murens tilstedeværelse. Mahmouds landsby flyttes, hans gård jævnes med jorden, og pludselig kan han ikke længere besøge sin søster i Israel, da hun nu bor på den anden side af den nyopførte mur. Snart symboliserer muren for Mahmoud alle de mure, som omgiver og adskiller menneskene.

Over Muren er en stærk og personlig beretning, og det er svært ikke at fordybe sig i de uretfærdigheder hovedpersonen, palæstinenseren Mahmoud Abu Srour, og hans folk, har gået igennem – og stadig gør det. Mahmoud er en ung mand, og det er hans ord der bærer historien. Over Muren forsøger ikke at fremstå som en lærebog i konflikten. Det er en personlig beretning.Og sådan fungerer den fantastisk. 

Mahmoud bruger meget tid på at forklare – ikke forsvare – hvad det er der sker når man underkues og tilsvines igen og igen. Håbløshed og afmagt fører til forbitrelse og handling.

Over Muren er en tegneserie, der i den grad har noget på hjerte. Den virker eftertænksom og velovervejende i sine argumenter, og man kan ikke undgå at blive rørt og påvirket af de skæbner man møder.

Illustrationerne svinger i både farver og stil og giver derfor et flot indtryk gennem bogen.

Anbefales til alle da den giver et barskt indblik i skæbnerne blandt Israel/Palæstina muren.

 

Materialer