Aktuelt fra Afghanistan

Tre spritnye bøger sætter fokus på Afghanistan, Kabul og Taliban

I 2021 trak Vesten sig ud af Afghanistan efter tyve års tilstedeværelse, hvorefter Taliban tog magten i landet. Siden har verden været vidne til, hvordan Taliban-regimet har frataget befolkningen, ikke mindst kvinderne, rettighed efter rettighed. 

Vil du vide mere om de aktuelle forhold i Afghanistan, har vi fundet tre helt nye og ekstremt vedkommende bøger om hhv. magtovertagelsen i 2021, forholdene for befolkningen i den efterfølgende tid og situationen i landet i dag.

”Afghanerne” af Åsne Seierstad (2023)
Omtrent 20 år efter ”Boghandleren fra Kabul” udkom, tager norske Åsne Seierstad os med tilbage til Afghanistan i tiden efter Talibans magtovertagelse i 2021. 
Bogen giver et indgående portræt af tre afghanere, der valgte hver sin vej efter Talibans overtagelse i 2021; den islamiske feminist Jamila, den jurastuderende Ariana og den store kommandant og talebankriger, Bashir.

”Den norske stjernejournalist Åsne Seierstad har skrevet en imponerende bog om tre almindelige afghanere. Den giver indblik i en verden, de færreste kender til. Det er fascinerende læsning." 6/6 stjerner – Kristeligt Dagblad.”

Hør Åsne Seierstad fortælle om sin bog og forholdet til Afghanistan på Forfatterweb her.

”Kære Kabul” af  Simi Jan (2022)
I august 2021 drog reporter Simi Jan til Kabul med det sidste fly, mens alle andre forlod landet. Hun havde en trang til at være i det land, som hun nærer så stor kærlighed til. 11 dage senere kommer hun med et af de sidste evakueringsfly ud igen, og da hun lander hjemme i Danmark, starter en psykisk nedtur. Som resultat skrev hun denne bog, der har virket som terapi for hende. 

”Zarifa - en kvindes kamp i en verden styret af mænd” af Zarifa Ghafari (2023)
”I et land, hvor alt enten er slemt eller værre, er der alligevel håb. Den her bog bringer os tættere på Afghanistan end nogensinde.” Sådan skriver David Trads og kvitterer med 6/6 stjerner i Jyllands-Posten. 

I dette enestående erindringsværk tager Zarifa Ghafari, en af de yngste, kvindelige borgmestre i Afghanistan, dig med til sit krigshærgede land. En barsk, men vigtig, beretning om forholdene for det afghanske folk, ikke mindst for landets kvinder.   

Materialer