
10 guidelines til den gode onlinedebat
Orker du det heller ikke? Du vil egentlig gerne have en god politisk diskussion på de sociale medier om lige præcis de mærkesager, du går op i ved kommunalvalget, men du stopper, før du overhovedet begynder at skrive et ord, fordi du kan se, hvordan andre skriver grimme beskeder og sviner dem til, som kommer med synspunkt.
Så er du bestemt ikke alene.
Hadtale ændrer adfærd på de sociale medier, og det ekskluderer mange – både dem, der normalt ytrer sig, men også dem, som gerne ville have sagt noget, men som simpelthen ikke vil udsættes for skriftlige overgreb. Tjekdet.dk har lavet en temaside om hadtale, hvor du finder artikler om, hvad hadtale er og hvordan det påvirker dem, der bliver udsat for det og dem, der er vidne til det. Find dem HER
10 guidelines til en god onlinedebat
Tonen i debatterne kan til tider være hård og afholder desværre mange fra at deltage og give sin mening til kende. Nogle få forsøger med fuldt overlæg til at gøre tonen hård og krænkende – fx for at provokere – men langt de fleste bliver blot grebet af en stemning og glemmer at tænke sig om, inden kommentaren bliver offentliggjort – og dét kan ske for os alle!
Her får du 10 guidelines til, hvordan du kan hjælpe med at holde den gode tone online, når du debatterer:
- 0VERVEJ, HVAD DU VIL KENDES FOR
Internettet glemmer ikke. Det, du skriver i dag, står der også om 5, 10 og måske 50 år.
- SIG DET HØJT
Kan din kommentar tåle at blive læst højt – for din mormor, dit barn, din chef eller barnebarn? Hvis ikke så, skriv den om.
- MINDRE ARRIGHED GIVER MERE RESPEKT
Flertallet synes ikke, det er god stil at skrive grimt og hadefuldt på nettet. Din holdning tages mere seriøst, hvis den står uden had og grov tone – uanset hvor frustrerende det end kan føles.
- FORSTÅ KOMMENTAREN, INDEN DU SVARER
Tag dig tid til at forstå andres kommentarer. Mange fejllæser eller fejlfortolker, hvilket gør skrift til et hårdt og konfliktoptrappende medie.
- HOLD DIG FOR GOD TIL PERSONANGREB
Synes du, at din hudfarve, seksualitet, religion eller dit køn gør dig mindre værdig til at debattere? Nej, vel? Hold dig til diskussionens indhold.
- BIDRAG PÅ OPLYST GRUNDLAG
Er du sikker på fakta i det, du skriver? Læs mere end overskrifter, inden du kommenterer.
- TØR DU BLIVE KLOGERE?
Uenighed er ikke farligt. Vær nysgerrig og stil spørgsmål til de holdninger, du ikke forstår.
- SIG FRA!
Hvis du oplever noget voldsomt eller stødende i en debat, så sig fra. Din kommentar bliver måske ikke et afgørende wake-up call for hadtaleren, men i hvert fald opbakning til den angrebne. Du kan også opfordre administratoren til at reagere.
- VÆLG DINE KAMPE
Brug din debat-energi, hvor der er fremskridt – eller "lad dem hænge". lkke alle deltager med udgangspunkt i at finde fælles fodslag eller blive klogere.
- BELØN DEN GODE DIALOG
Husk at give en positiv kommentar eller et like med på vejen til dem, der gør det godt i debatten. På den måde kan du være med til at bidrage til en god dialog.
De 10 guidelines er lånt med tilladelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd og kan findes HER
Husk at uanset om du er ung, gammel eller midt imellem, så er det også dit ansvar at bidrage til den gode debattone.