USA på film

12 film der gør dig klogere på USA

Film kan give os nye vinkler på aktuelle emner. Vi har fundet 12, som på hver deres måde gør os klogere på nogle af de samfundsdiskussioner, som racisme, klasseskel og politik, der lige nu foregår i USA.


RBG
Højaktuel film om Ruth Bader Ginsburgs liv og karriere i det amerikanske retssystem, hvor hun bl.a. har kæmpet for kvinders ligestilling og mod kønsdiskrimination. Og om hendes vej til USA's højestret, hvor hun i 1993 blev udnævnt til højesteretsdommer.

I am not your negro
Forfatteren og samfundskritikeren James Baldwin kendte både Malcolm X, Medgar Evers og Martin Luther King, Jr. Denne dokumentarfilm er baseret på Baldwins ikke-færdiggjorte manuskript til bogen "Remember This House" og tager begrebet "racisme" under kløgtig behandling.

66 scener fra Amerika
En personlig og subjektiv fremstilling af USA i 1981 omkring emner som: begivenheder, ting, mennesker, tanker og følelser.

Nye scener fra Amerika
Et personligt og poetisk syn fra Jørgen Leth på Amerika med skildringer af de endeløse veje, benzinstationerne, diner'ne, motellerne, storbyen. Blandt filmens medvirkende er musikeren John Cale, digteren John Ashbery, skuespilleren Dennis Hopper og fotografen Robert Frank.

Generation Wealth
En dokumentarfilm der giver et dybdegående indblik i USA's rigeste overklase. Her får du et bizart og til tider skræmmende kendskab til de nyriges hårdhændede materialisme.

The Florida Project
Halley er en ung, enlig mor der har en datter, Moonee, på seks år. De bor på et farvestrålende motel i området lige udenfor Disney World. Det er sommer og Moonee leger med sine venner mens Halley forsøger at tjene penge så de kan betale maden og regningen til motellet. Men hverdagens barske realiteter bliver ved med at indhente.

Lincoln
Borgerkrigen mellem de amerikanske nord- og sydstater raser. Nordstaterne har overtaget militært, og det er kun et spørgsmål om tid, før Sydstaterne bukker under. Før dette sker, ønsker præsident Lincoln at gennemføre en lov, der afskaffer slaveri i USA.

Get out
Chris skal for første gang møde kæresten Roses forældre. I første omgang virker familien Armitage flinke, rare og elskelige. Men snart begynder der at ske mystiske ting og Chris finder ud af, at det måske er på tide at komme væk, for noget grusomt er ved at ske! En fantastisk humoristisk gyserfilm, der på intelligent vis tager fat i racismedebatten.

By the people - the election of Barack Obama
Dokumentarfilm om dagene og timerne op til præsident Barack Obamas valgsejr. Med interviews med familien, supportere, journalister og modstandere.

The final year
Om Barack Obama-administrationens udenrigspolitiske hold og begivenhederne i Obamas sidste år på kontoret.

Fahrenheit 11/9
Resultatet af det amerikanske præsidentvalg i november 2016 var overraskende for alle, både modstandere og tilhængere af Donald Trump. Instruktøren Michael Moore ser i denne dokumentar på årsagerne til, at det gik som det gik.

En amerikansk drøm
Alt går tilsyneladende godt for den succesfulde og rige Levov-familie, hvor moderen er tidligere skønhedsdronning og faderen forretningsmand. Men der bliver vendt op og ned på alt, da det viser sig at datteren Merry går under jorden, efter hun har været med til at bombe den lokale benzinstation. En film om USA i efterkrigstiden og hvordan den amerikanske drøm nogle gange forblev en drøm.

Materialer