Tre af sidste års bedste film på Filmstriben

27.01.21
Se nogle af de bedste af de nye film hjemme fra sofaen

Som alt andet blev også filmudgivelserne ramt af Coronaen i 2020. Det var især de store Hollywood-film der på stribe blev udsat til 2021. Det har så til gengæld betydet at der er blevet frigivet spalteplads og opmærksomhed til nogle af de lidt mindre dyrt finansierede, men mindst lige så stærke filmoplevelser. 

Det er præcis den slags film, der findes masser af på Filmstriben, og her guider vi til tre af de bedste film fra 2020, som kan ses herigennem. Hvis du er eventyrlysten er der grundlag for lidt af en verdensturne.

Få film satte filmanmeldernes hjerter i brand som Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer, et billedskønt romantisk drama om betagelse og iagttagelse. Vi fik den i de danske biografer kort inden den første nedlukning i 2020, og nu er den så klar til at blive oplevet hjemmefra. Vi befinder os på en afsidesliggende fransk ø i slutningen af 1700-tallet. Portrætmaleren Marianne får til opgave at male den unge kvinde Héloïse, i anledning af dennes forestående bryllup. Héloïse glæder sig dog ikke just til at blive gift, da hun ser det som et endegyldigt farvel til friheden. Af den grund skal Marianne foregive blot at holde den vordende brud ved selskab, og må male sit portræt uden at Héloïse ved det.

Så spoler vi tiden godt 100 år frem, og rejser den lange vej fra Frankrig til Australien. True History of the Kelly Gang er baseret på en roman af den prisvindende forfatter Peter Carey, og handler om virkelighedens Ned Kelly, en berømt og berygtet bandeleder, der er blevet et australsk nationalikon. Her får vi en fiktiv version af hans opvækst og udvikling fra fattig fangesøn til modig og karismatisk bandeleder. Australsk film er inde i en spændende udvikling, ofte med et kritisk og analytisk blik på landets dramatiske historie. Titelrollen spilles af George Mackay, der spås en stor fremtid, og som man måske husker fra krigsfilmen ”1917”.

Jordomrejsen fortsætter til en anden afsidesliggende destination: en colombiansk bjergtop, hvorfra Monos giver os en filmoplevelse ud over det sædvanlige. En gruppe børnesoldaterer blevet sat til at bevogte et amerikansk gidsel. Imens de varetager opgaven bliver de instrueret i at udføre militaristiske træningsøvelser, men trusler fra omverdenen begynder snart at udfordre sammenholdet i gruppen. En film for de mere eventyrlystne, der med garanti vil stimulere hele sanseapparatet.

God fornøjelse!