
Mens vi venter på Oscarhåbet "Flugt"
Stort tillykke til filmen Flugt, der ikke kun er Danmarks Oscar-kandidat, men også vinder af Nordisk Råds filmpris 2021.
Flugt
Flugt er noget så sjældent som en dansk animationsfilm for voksne, instrueret af Jonas Poher Rasmussen.
Filmen handler om Amin, der konfronteres med fortiden og sin barndom i Afghanistan.
Flugt kan stadig nydes i de danske biografer, og derfor må vi vente lidt med at se den på streamingtjenesterne. Derfor kommer her en lille håndfuld anbefalinger fra Filmstriben til at udfylde ventetiden.
Waltz with Bashir
På Filmstriben kan du se animationsfilmen Waltz with Bashir, der høstede anmelderroser ved premieren.
Gennem en rækker animerede interviews og sekvenser forsøger instruktøren Ari Folman at bearbejde de oplevelser, han og hans soldaterkammerater oplevede under krigen i Libanon i starten af 1980'erne. Filmen vandt en Golde Globe for bedste udenlandske film og var en af det års mest omtalte film på Cannes-filmfestivalen.
Another day of life
I samme dokumentariske familie er animationsfilmen Another day of life fra 2017.
Borgerkrigen i Angola raser, og journalisten Kapuscinski skal rapportere fra brændpunkterne, bl.a. ved at interviewe den mytiske oprørsleder Farrusco.
Filmen bygger på bogen af sammen navn skrevet af Kapuscinski selv og består af sammenklip af animerede rekonstruktioner og rigtige optagelser af interviews med overlevende.
Zenobia
På biblioteket elsker vi både bøger og film og alt det midt imellem. Og midt i mellem kunne f.eks. være tegneserier.
Meget lig Flugt er tegneserien Zenobia noget så sjældent som en dansk tegneserie omhandlende krig og de rædsler, det medfører.
Den handler om pigen Amina, der er én ud af en større gruppe syriske bådflygtninge, der kuldsejler midt ude på Middelhavet. Det flotte grafiske udtryk vil helt sikkert kunne tilfredsstille både unge og ældre læsere.
Skulle det fysiske eksemplar være udlånt, så findes den også som ebog.
De gale
På flugt er de også i den sidste anbefaling, som er De gale af Kim Fupz Aakeson.
Modsat de foregående tager De gale afsæt i en mere dystopisk fremtid, hvor alle over 25 år mister hukommelsen og bliver gale. Vi følger Steff og Topper, der rejser fra Sønderjylland til Helsingør gennem et land i opløsning, hvor jungleloven er ved at tage over.
Du kan låne De gale som både fysisk bog og som ebog.
Skrevet af Jakob Bach Nyborg