Fire filmiske pletskud fra Hong Kong

29.06.21
Filmstriben disker op med en lille kavalkade af guldkorn fra instruktøren Wong Kar-Wai

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med instruktøren Wong Kar-Wais film, så har du virkelig noget til gode. Han er en superstjerne i Hong Kong, hvis ry rækker langt ud over hjemlandet, og har vundet ham et hav af priser verden over. Hans stilbevidste og underholdende film er glimrende adspredelse på de lune sommernætter.

Du anbefales at starte med Chungking Express, en underholdende og charmerende tvedelt fortælling om kærlighed og tilfældige menneskelige forbindelser, fortalt med nerve og underfundige stilgreb. Vi følger to politimænd der hver især døjer med hjertesorger, koblet på en fascination af to kvinder, der begge er flygtige skikkelser, men ellers meget forskellige.

Man finder meget få film der er så umådeligt billedskønne som In the Mood for Love, en elegant og smukt underspillet fortælling om to ensomme mennesker, der stifter en intens men kompliceret forbindelse. Historien udspiller sig i 1960ernes Hong Kong, hvor et - med moderne briller - ganske konservativt syn på ægteskabet former et symbolsk fængsel for to mennesker, der finder ud af at deres respektive ægtefæller er dem utro. De tiltrækkes af hinanden, men det er ikke så nemt at trodse deres partneres utroskab og søge kærligheden sammen.

Wong Kar-Wai er kendt for sit blik for at sammensætte billeder, lyd og handling på måder der er underholdende og stiliserede. Et glimrende eksempel på dette er Fallen Angels, en film om en lejemorder der ønsker at finde en vej ud af sin barske branche. Også her er der dog komplicerede kærlighedsforhold på spil, for uden at han ved det, er hans kvindelige assistent håbløst forelsket i ham.

I vesten er Wong mest kendt for sine intime og moderne film om underspillede kærlighedsrelationer, men han mestrer også det mere storladne. Det kan man få bevis for i The Grandmaster, et historisk epos om Ip Man, en legendarisk kampsportsmester, der efter japanernes invasion af Manchuriet i 1930erne må rejse til Hong Kong, hvor han må kæmpe for at forsørge sin familie.

God fornøjelse med filmen(e)!

Materialer