Fantastiske frostklare filmoplevelser

16.12.22
Når barometeret viser minusgrader, og solen aldrig rigtig kommer frem, er det den perfekte tid til at krybe ned under uldtæppe og hygge sig med en god film.

Som låner på biblioteket har du adgang til Filmstriben og alle de fantastiske film og serier for både små og store. Hver måned har du 20 point til rådighed på Filmstriben, men i december sætter vi det op til 28 point. 
En typisk spillefilm svarer til 4 point, så Filmstriben er det perfekte sted at starte, hvis du er på jagt efter en god filmoplevelse. 
Og husk at de 28 point gælder alle familiemedlemmer, når de er oprettet som lånere på Ballerup Bibliotekerne.

Igen og igen og…
Julefilm er ofte nogle, man har set mange gange, og pludselig er det blevet en tradition. Så hvis diverse tv-kanaler ikke lige følger julekageopskriften i år og sender den film, du plejer at se, kan det være, at Filmstriben kan opfylde dele af ønskesedlen.
Her finder du bl.a. Ingmar Bergmans mesterværk Fanny og Alexander og den danske nostalgiske Nøddebo Præstegård, hvor turen går op til pastor Blicher. Eller syng med på “Christmas is all around you” i ny-juleklassikeren Love actually

En andens slags julefilm 
Hvis du synes, det kan bliver lige lovlig kvalmt med knuste honninghjerter og familietraditioner så hyggelige, at de hviner i tænderne, så læs endelig med her. 
Kulde og sne er åbenbart det perfekte bagtæppe, når filmmagi skal opstå, hvilket nedenstående film er et glimrende eksempel på. De er måske knap så julede, men der er frostgrader i kulissen, hvor istapperne borer sig som syle gennem venskab, familieidyl og parforhold. 

I Ang Lees The ice storm er forstædernes veje så spejlglatte af frost, at både teenagerenes hormoner og forældres parforhold er på vej mod afgrunden. Et koldt, hårdt og stilistisk mesterværk.  

Parforholdet er også på prøvelse i Ruben Östlund fantastiske Force majeure. Et sneskred sætter gang i en lavine af samtaler omkring prioriteter i et parforhold. Det er så pinligt, at tæerne krummer i julesokkerne og virkelig satirisk og spiddende sjovt.  

Oplev også mesterlige Cate Blanchett som kølig forstadsfrue i filmen Carol. Under juleindkøbene får Carol øje på den unge ekspedient Therese. Det bliver starten på et kompliceret og skrøbeligt forhold i 1950'ernes USA, hvor homoseksualitet var et tabuemne. 

Du kan også hygge dig med lidt uhygge i en snedækket forstad til Stockholm. Gys, gru og varme følelser giver frostsprængninger kamp til stregen i den overraskende Lad den rette komme ind. En fantastisk film der vender vampyrgenren på hovedet.  

Tag et kig under “filmjuletræet” på Filmstriben; der ligger helt sikker den perfekte streamingoplevelse og venter på dig. 

Materialer