Fantastiske film om venskab og nostalgisk sommerforelskelse

05.07.22
Vi har nok alle en erindring om en helt specifik sommer - måske en sommer hvor livet forandrede sig for altid.

Det kan være den sommer, hvor du pludselig voksede 10 cm overnight, den sommer efter gymnasiet hvor venneflokken spredtes for alle vinde, eller måske den sommer hvor kærligheden bankede på med så hårde slag, at lyden overdøvede al tanke og fornuft. 


Vi har samlet en lille liste med film, der kan genkalde følelsen af sommer, ungdom, kærlighed og venskab. 
 

Rafiki 
Kærlighed, venskab og sammenhold er nøgleordene i den fantastisk dejlige kenyanske Rafiki som du kan streame på Filmstriben. I den prisbelønnede film følger man det spirende voksenliv, og ikke mindst kærlighed, mellem de to piger Kena og Ziki. Samtidig skal pigerne forholde sig til deres familiers interne rivaliseringer og omverdenens fordomme mod homoseksuelle. 

Sommeren '85
Filmstriben kan du se Sommeren '85 af François Ozon. Den er et lidenskabeligt drama svøbt i en nostalgisk brise fra Normandiets kyst. 
Da Alexis møder den charmerende, men vilde David, oplever han for første gang, hvad kærlighed er. Men mødet bliver fatalt for David, og Alexis er plaget af skyldfølelse og et dunkelt løfte. En film om ungdom, kærlighed og at finde sig selv.

The way way back
The way way back er den perfekte amerikanske feelgood film. Den ligger på Filmstriben, og er en film fuld af hormoner og teenagelivets besværligheder. 
Duncan er 14 år, genert og modvilligt med sin mor og hendes nye, nedladende kæreste på sommerferie. Han flygter hen i et vandland, hvor han bliver venner med chefen og får et job.

Mid90s
Skuespilleren Jonah Hill er en af kræfterne bag et flashback til 90’erne med filmen Mid90s - klar til at streame på Filmstriben.   
Stevie er en 13-årig dreng i 1990’ernes Los Angeles. Han møder en gruppe skatere, som han hurtigt begynder at se op til med stor beundring. Stevie vil gøre alt for at blive optaget i vennegruppen, og det bliver starten på en sommer fyldt med nye venskaber, fjender og oplevelser.

Den kroniske uskyld
Begrebet klassiker passer perfekt på både bogen bag og filmatiseringen af Den kroniske uskyld
Dyk ned i studielivets ulidelige lethed sammen med Tore og Janus, når de midt i de lyse københavnske sommeraftener oplever forelskelsens vingesus. Følg dem på en rejse, der tager dem fra uskylds-drengeårene til de voksnes brutale verden. Lån Klaus Rifbjergs fantastiske roman her på biblioteket, eller se filmen med ikoniske Susse Wold som Fru Junkerse på Filmstriben

Call me by your name 
Vil du have en bog med under solhatten, der emmer af italienske dovne sommerdage, så skal du vælge André Acimans roman Call me by your name, og efterfølgeren Find mig. Unge Elio bor med sine forældre ved den italienske riviera. En sommer ankommer Oliver, der skal hjælpe Elios' far. Snart opstår der kærlighed og erotik mellem de to mænd. På biblioteket kan du bl.a. låne bøgerne som lydbog og ebog, og du kan også låne den fremragende filmatisering af romanen på DVD

 

Rigtig god, og varm sommer.
 

Materialer