Familier - og hvordan vi overlever dem

Af Anonym (ikke efterprøvet)
02.09.20
Inspiration til de bedste film om familier på Filmstriben.dk

Hele Danmark stod sammen – hver for sig. Men nogle af os, var overhovedet ikke hver for sig. Vi var tværtimod pludselig sammen 24 timer i døgnet. Forældre, børn og søskende skulle nyde hinandens selskab i en intens periode uden afbrydelser i form af job, skole, institutioner eller aflastende bedsteforældre.

Da vi så småt vendte tilbage igen kom sommerferien med endnu mere plads til nærvær og masser af tid til bare at være sammen. Nogle har nydt det, nogle har fået kuller og nogle har været hele følelsesregistret igennem. Det er ikke altid let at være sammen med dem, vi elsker allermest. Familier rummer alle muligheder for drama, komedier, kærlighedshistorier og tragedier – og det kan alt sammen ses på Filmstriben.


Vi har fundet nogle af de bedste film om familier frem til dig – så se dem, når du skal  nyde lidt kvalitetstid med dig selv eller se dem sammen med dine nærmeste og en ekstrastor skål popcorn.
God fornøjelse!

Familien
Spillefilmdrama2013
Da deres far forsvinder kommer de tre Weston-søstre, Barbara, Ivy og Karen, tilbage til barndomshjemmet i Osage County. Her venter deres kræftsyge, pillespisende mor, Violet med spydigheder og sandheder forklædt som ærlighed. Hele familien står for skud og familiehemmeligheder afsløres.
 

Fighting with my family
Spillefilmdramakomedier2017
Paige er født ind i en wrestlingfamilie, men når det virkelig gælder, er hun så klar til at give sig fuldt ud og finde sig selv og sin indre styrke? Vejen til toppen kan være hård og lang for en pige langt hjemmefra.

The tree of life
Spillefilmdrama2010
I Texas i 1950erne forsøger sønnen i familien O'Brian at bearbejde sorgen over sin lillebrors død som 19-årig. I erindringen gennemlever han familielivet og den splittede barndom med den barske far og den blide mor.
Vinder af De Gyldne Palmer 2011


Another happy day
Spillefilmdrama2011
I filmen ’Another happy day’ skal Lynns søn Dylan giftes. Lynn mistede forældremyndigheden over sin søn efter en bitter skilsmisse, og Lynn har knap set Dylan i årene siden skilsmissen. Til brylluppet møder Lynn eksmandens nye kæreste, hvilket bliver starten på mange nye udfordringer.
 

En fremmed flytter ind

Spillefilmdrama2017
Amanda bor alene med sin datter i Hvidovre, men en dag støder hun på Casper på Facebook. Tre måneder senere siger hun ja til en date, og her bliver Amanda smaskforelsket i den sjove og omsorgsfulde Casper, som også selv har en datter. Casper afslører, at han er arving til en af Danmarks rigeste familier, men også at det er en arv, han helst er foruden. Derfor virker det ikke så underligt, at det er ham, der ender med at rykke ind hos Amanda i hendes lille lejlighed. Men det er ikke kun Casper, der flytter ind. Det samme gør et stort persongalleri af intrigante familiemedlemmer og dramatiske venner, som via Facebook fletter sig ind i Amandas liv – indtil den dag, telefonen ringer …
Filmen tager udgangspunkt i virkelige hændelser og bygger på podcasten "I Et Forhold Med …" af Third Ear. De centrale medvirkende er virkelige personer, som spiller sig selv, mens Casper spilles af Esben Dalgaard.

Lymelife
Spillefilmdramakomedier2008
Familien Bartlett og familien Bragg er to dysfunktionelle familier i 1970'ernes forstads USA, hvor alle har hemmeligheder for hinanden. Et udbrud af borrelia hærger kvarteret og gør alle nervøse.
 

Materialer