Virgil, Ivan Olsen, Topper .... og alle de andre rødder

21.09.20
"Jeg hader mad og jeg hader børn endnu mere - og så hader jeg folk, der spørger dumt!"

Sådan brøler hr. Storm, der bor i det samme hus som Frode. Frode er det eneste barn i Hjørnehuset, men ét barn er "alt, alt, alt for mange!" Ole Lund Kirkegaards børnebøger handler alle sammen om rødder, slyngler, larmende møgunger, bette pjok - altså børn. I alle bøgerne er der voksne, der har det ligesom hr. Storm; børn er først og fremmest larmende og besværlige, ...

Men i bøgerne om Virgil, Frode, Albert, Ivan Olsen og alle Kirkegaards andre bøger om små rødder og baryler kan man ret let forstå at dét, der får de voksne til at blive røde i hovederne og brøle og hive sig desperat i håret er lige præcis det samme, som får læserne -  børn og voksne - til at grine og elske alt det skøre.

Børnene i de her bøger er nemlig nysgerrige, opfindsomme, ligefremme, kritiske og først og fremmest virkelig charmerende små mennesker.
Da Ole Lund Kirkegaard skrev de første bøger, var det ikke almindeligt at børn i bøgerne kunne tænke så vildt, så det vakte opsigt! Og man kan da også godt synes at det er lige vel groft nok at en flok børn på deres allerførste skoledag får gjort læreren så rasende og fortvivlet, at han træder op i papirkurven. Men på den anden side kan man da også synes, at det er lige vel groft at børnene ikke får lov at være mere fantasifulde i skolen .... eller?

De ER frække og besværlige, børnene. Det er de virkelig! De stiller kritiske spørgsmål, de bander, pjækker og får ideer som de selv kan gøre til virkelighed - og nårhh ja - de laver fiduser og kaster med remoulademadder... Men det er helt klart sjovt at træde ind i den børneverden, som Ole Lund Kirkegaard skaber. Hér er børnene nemlig frie og fantasifulde, og netop derfor bliver deres dage fulde af eventyr og dramatik. De fleste voksne i bøgerne er forstyrrende og besværlige eller bare tåbelige. Nogle enkelte af de voksne skiller sig dog ud - de forstår nemlig børnenes verden og har ikke travlt med at holde på voksenfornuften og alle formerne. 

Bøgerne om Virgil og Topper og Ivan Olsen og alle de andre rødder fyldes nemlig af børnenes egen verden og deres eget sprog og helt vidunderlige fantasi! Det samme gør bøgerne om Pipi Langstrømpe, Villads fra Valby, Magda og mange flere.  Herunder kan I se bøger, som alle sammen lader børnene være vilde og fantasifulde og helt igennem børnede... Så kan I måske blive lidt inspirerede.

Men lad det være sagt med det samme; børnebibliotekaren anbefaler IKKE at kaste med remoulademadder! 

God fornøjelse!

 

 

 

Materialer