Mød en forfatter - hør hendes historier og stil spørgsmål online

Lørdag d. 13. februar får vi besøg af forfatteren Ida-Marie Rendtorff.

Ida-Marie Rendtorff har skrevet historier lige så længe hun kan huske.
Hun debuterede i 2004 hvor hun udkom med ungdomsromanen Strømsvigt. Bogen blev skrevet i samarbejde med hendes mand, forfatteren Daniel Zimakoff.

Siden debuten har Ida-Marie Rendtorff skrevet bøger for børn og unge. Både realistiske og inden for den fantastiske genre.

Ida-Marie Rendtorff skriver virkelig godt og formår at skabe et troværdigt univers på få sider. Hun er rigtigt god til at bygge verdener op. Hun skriver ofte fantasy, dystopier og magiske eventyr, der både er fremmede og skræmmende lig vores egen hverdag. ’Isens hjerte’ er helt perfekt til de børn, der ikke er klar til de alt for lange bøger, skriver Jette Holmgaard Greibe på Litteratursiden.

I Isens hjerte møder vi Aira og Ulk som bor i en verden fuld af is og magi. Aira er ismaner. Ulk er fanger. De er meget forskellige men de får brug for mod, og det har de når de er sammen.

En dag kommer Ulk hjem fra en rejse mod syd og fortæller, at byen Tild er begyndt at smelte. Byens ismanere er sporløst forsvundet, og ingen ved hvorfor. Men så får Airas bedstemor et frygteligt syn. Onde kræfter er på spil, og Aira og Ulk er de eneste, der kan gøre noget. De skal forhindre, at al isen smelter.
Isens hjerte er inspireret af fangerfolk, både i Nordamerika og på Grønland. Fangerfolkenes liv og jagt foregår på isen, men hvad skal de gøre, når isen forsvinder.

Bogen er altså også et indspark i klimadebatten. Det er andre af forfatterens bøger også. Eks. Kloden under vand-serien.

Begge serier kan lånes på ereolen Go, hvor også hendes forfatterdebut kan lånes.

Hvis du vil høre mere om Ida-Marie Rendtorff, kan du også se Læsepatruljens inteview med hende fra Bogforum her.


 

 

Materialer