Leder du efter engelske lydbøger?

20.03.20
Hvis man ligesom jeg har et evigt ønske om at blive lidt bedre til engelsk, så har man nok også planer om at lytte til nogle engelske lydbøger, når man nu skal arbejde hjemme de næste uger.

Jeg læser nemlig meget fantasy, men der er rigtig mange virkelig gode fantasybøger, som ikke bliver oversat til dansk. Hvis man nu ikke er så god til at læse på engelsk, så kan man lytte til dem i stedet for! Til dette vil jeg bruge e-reolens engelske udgave, som hedder e-reolen global og hvis man skal hente App’en hedder den Libby.

Jeg elsker Libby, for her er udvalget af engelske e-bøger og lydbøger kæmpestort, og de er virkelig hurtige til at få de helt nye titler med.

Det eneste lille minus er, at der er lidt lang ventetid på de mest populære titler, og man må kun reservere 2 titler ad gangen. Men ellers er princippet helt det samme som på den almindelig e-reol: man låner en lydbog, downloader den til sin telefon, og så har man 30 dage til at høre den, inden den bliver afleveret igen.

Her vil jeg gerne anbefale de tre sidste lydbøger, som jeg har hørt på Libby.

Den første er Harry Potter and the Philosopher's stone oplæst at Stephen Fry – han er virkelig en fantastisk oplæser. Og hvis man nu kun har læst de danske udgaver er her muligheden for at få den læst højt på engelsk, det synes jeg var meget givende.

Den anden er The Bear and the Nightingale af Katherine Arden – Det er en blanding af Fantasy og russiske folkesagn, den er super spændende og jeg havde svært ved at stoppe med at lytte. 

Den sidste er The Raven Boys af Maggie Stiefvater – Det er en serie på fire bind og jeg fik hørt dem alle sammen hen over sommeren sidste år, de er virkelig gode. 

Jeg skal selv til at kaste mig over Ninth House af Leigh Bardugo – Den har jeg fået anbefalet af en kollega.

Men smut ind forbi Libby og find din næste læse/lytte oplevelse og rigtig god fornøjelse

Camilla Børnebibliotekar på Ballerup Bibliotek

Materialer