Læsepatruljen anbefaler

31.03.20
Læsepatruljen holdt patruljemøde på zoom

Mandag var der møde med læsepatruljen. Ikke i den fysiske virkelighed, men i det digitale mødeværktøj zoom. Vi plejer at holde vores møder i Kulturhus Måløv, drikke saftevand og spise kiks og frugt. Men i de her dage er alting jo helt anderledes, så de søde børn måtte selv sørge for knas - det var hledigvis ikke noget problem.

Det var dejligt at sige hej til hinanden. Alle er glade og kan sagtens få dagene til at gå med at passe kaniner, rulle på rulleskøjter, sætte hår og selvfølgelig også gå i skole.

Det viser sig at de gode hjemmeskolede børn - udover at følge den "almindelige undervisning" også har tid til at læse for deres egen fornøjelses skyld. 

 

Sarah læser klassikere. Både Ronja Røverdatter og Harry Potter. Gode bøger, som man kan læse igen og igen. 

Lærke er kommet langt i serien om Karla - en rigtig fin serie om alle de ting man skal forholde sig til i et både almindeligt og lidt ualmindeligt barneliv. 

Malthe er lige gået i gang med Dommedag Als - det er andet bind i Tom Buk-Swientys værk om kampen mellem Danmark og de tyske stormagter i 1864. De bøger er nok ikke tænkt som lyst-læsning for børn i 3. klasse, men det stopper altså ikke Malthe.

Olivia er det nyeste - og yngste medlem af læsepatruljen. Hun læser Hobbitten - den er hun næsten færdig med, så det bliver spændende at se hvad hun så finder på.

Ida læser Elverskud - det er en spændende (næsten nervepirrende) fantasyserie om tre elversøstre i en almindelig dansk by..

Milton læser sjove bøger - lige nu er det dem om Mugge!

Lea har endelig fået læst Ravnenes Hvisken - spændende fantasy - og kan også anbefale Spiloppo, som er en underholdene børnedetektiv-fortælling, som man kan læse sammen hele familien. 

 

Herunder kan I finde digitale versioner af alle bøgerne - så kan I jo gå i gang, selvom I ikke kan kommer ind på det fysiske bibliotek. 

 

Se mere om læsepatruljen på https://bib.ballerup.dk/section/laesepatruljen og hvis du har lyst til at være med, så skriv til aheb@balk.dk

Materialer