Julekalenderhistorier

Det skulle lige være hvis historien samtidig var nedtælling til juleaften.

Decembermåned er lang. Alt for lang. Især for børnene som ikke kan vente at julen endelig kommer. Heldigvis har biblioteket en masse gode kalenderbøger, bøger med 24 kapitler, et til hver aften til jul.

Her er et par eksempler:

Vitello vågner. Vitello ruller ud af sengen og skynder sig ud i køkkenet til Mor, der sidder med sin mobil. "Mor, det er den første december i dag". "Åh min gud og skaber", siger Mor. "William har en julekalender med små pakker, og det har Max og Hasse også, hvor er min?" "Katastrofe", mumler Mor. "Det er okay" siger Vitello. "Vi kan godt nå at købe en god, stor en, hvis det er"."Din mormor vil holde jul med os i år," stønner Mor. "Det er overhovedet ikke det vil taler om", siger Vitello. "Vi taler om hvor min julekalender er henne." "Julekalender?" Mor lægger mobilen, ser på Vitello og laver en grimasse. "Øh, ja, jo, julekalender. Du kan tage den, vi har fået af Gregers."Bare den er fuld af pakker" siger Vitello. 

Et sted ude på landet ligger herregården Helmersholm. Den er ikke særlig stor. Folk, der kører forbi på søndagsturen, kan let tro, at det er en gammel tre-etagers villa, der har forvildet sig herud inde fra byen. Men det er skam en rigtig herregård med vinkælder og eget spøgelse og rødder tilbage helt til middelalderen. Her bor Amanda og hendes far der hedder Hermann. Han er en god far, synes Amanda, bare han ikke altid var så bekymret. Han er ked af, at hun ikke har nogen kammerater herude på landet. Og han spekulerer hele tiden på, hvordan han skal få råd til at sætte den gamle bygning i stand. "Det skal du ikke tænke på, far" siger hun tit til ham. "Vi bor da godt her, vi to". Men der er noget, Amanda ikke ved. Det er ikke kun de to, der bor på gården. Oppe på loftet holder en nissefamilie til. Hele loftsetagen er et stort pulterkammer fuldt af rod og skrammel, så hverken Amanda eller hendes far har opdaget det sted helt henne bagerst i det bageste hjørne, hvor nisserne har deres hjem.

Det var den første december og klokken var 1 om natten. I en hule, under hønsehuset, lå en lille bitte mand og snorkede så højt, at musene måtte sove med ørepropper. Han havde sovet i så lang tidk at han lignede en streg i luften. Det var Nisse von Gårdbo, nissen som kunne føre sin slægt tilbage til dengang Danmark vær dækket af is og kampesten. Nu var det sådan med Nisse von Gårdbo, at han bare ville sove og sove, indtil han til sidst forsvandt, hvis han ikke blev vækket. Men det blev han. Den 1. december, klokken 1 om natten, vågnede han ved at der var nogen der tænkte på ham. Somme tider måtte han slå øjenene op midt om sommeren, fordi en barnlig sjæl glædede sig til jul og drømte om gran og papirshjerter. Den slags var ubehageligt, for så var Nisse stadig tyk og rummelig og havde kun lyst til at sove. Nu er der nogen der tænker på mig, tænkte han.