Juleferie og julefilm

Så er der juleferie og til juleferien hører julefilm.

Filmstriben har givet fri adgang til alle deres film resten af året. Det er dejligt, for det giver mulighed for at se en masse gode film i den lange ventetid til jul. Men hvad skal man se?
Børnebibliotekaren Rie har fundet fire vinter- og julefilm på Filmstriben og Filmcentralen, som hun anbefaler til juleferien.

Rita og Krokodille - Snevejr

Det sner og Rita og Krokodille skal ud og kælke, men Rita tør ikke og giver krokodille skylden. Se om Rita og Krokodille for alvor bliver uvenner og om de finder en vej ned af kælkebakkens top.

Filmen kan ses fra 3 år.

Hvor ligger juleland?

Denne film er en af de bedste julefilm jeg har set. Den handler om piberensernisse nr 3, som hvirvler sig væk fra sit elskede juleland i det trygge parcelhus og ud i den store verden. Filmen er virkelig godt skrevet og har en stærk lydside. Wupti bubbedi bubuu og så kommer du i en helt særlig julestemning.

Filmen kan ses fra 6 år.

Astrid Lindgrens jul

Se hvordan Pippi bager pepparkakor og laver sine egne skøjter. Stine sælger Skrubbe Troldunge for 25 øre til Vestermann og Emil inviterer til ædegilde på Katholt og fanger Kommandusen i en varulvegrav. Du møder også Lotte, Madicken, Kitte Kry og Ronja Røverdatter og rumpenisserne. Her er alle Astrid Lindgrens juleklassikere samlet i en film.

Filmen kan ses fra 5 år.

Gnompatruljen

Gnompatruljen er for dig der trænger til havenisser og ikke julenisser. Filmen handler om en pige der flytter ind i et gammelt hus fyldt med havenisser. Havenisserne vogter over en portal som invaderes af onde troggs. Pigen og hendes nabo, Liam, bliver trukket ind i nissernes mission. Jordens overlevelse afhænger nu af dem. Filmen er lavet af holdet bag Shrek og Det store nøddekup og er både finurlig, sjov og actionfyldt.

Filmen kan ses fra 8 år

Materialer