Hvorfor, hvoffer dit og hvoffer dat?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
25.01.21
En god historie og svarene på mange af hverdagens store og små spørgsmål i børnehøjde.

Hvorfor, hvoffer dit og hvoffer dat?

Har du en lille Spørge Jørgen eller Spørge Jørgine hjemme fra skole nu? Tænker du, hva’ var det nu ”lærer Freddie Svale” sagde den gang for længe siden? Søger du et hurtig svar på livets små som store mysterier i børnehøjde?

Villads (9 år), Astrid (5½ år) og jeg anbefaler her et pr. opslagsværker og en god fortælling om vikingerne.

Familiens store bog om videnskab af Abilgail Beall

Grønspættebogen for voksne med spørgelystne børn og børnebørn. Her er svaret på hverdagens mange gåder eksempelvis: Hvad er et atom? Hvorfor falder et fly ikke ned? Hvordan fungere min krop? Hvorfor kan jeg tale i mobilen?
Læsere af Illustreret videnskab vil genkendende formidlingsformen: Letlæseligt på et tilpas fagligt niveau, gode illustrationer og faktabokse.

Villads siger: Nice bog og jeg ved alt om diamanter nu.

Astrid siger: Flotte billederne og smart, at mor kan læse noget om alle stjernerne, vi ser på himlen.

Billeder fra urtiden af kunstner, Simon Stålenhag & tekst, Anna Davour

Lækker coffee-table book til børn og deres voksne, der bare elsker dinosaurer, flyveøgler og andre forhistoriske dyr. Utrolig flotte billeder og forklarende tekst fører os igennem jordens historie fra BigBang over dinosaurenes udvikling og undergang til pattedyrenes opstående.

Villads siger: Oy hvor er det bare fedt mand at se alle de der dinosaurer. Se deres rigtige farver og høre om deres liv og hvad de spiste. Ved du, at Giga(noto)saurus vejer 6 tons. Den må ha’ trampet meget højt, når den løb.

Astrid siger: Kedelig…. Villads skal altid vide noget om dinosaurer, slanger og edderkopper og det gider jeg ikke. Jeg vil hellere høre om Rapunzel. 

Manden, der fik skåret sin hjerne i skiver: og 49 andre vilde videnskabelige forsøg af Kristoffer Frøkjær

Bliv klogere, overrasket, rystet og ikke mindst få jer et kæmpe grineflip over de mest vanvittige og sjove videnskabelig forsøg fra den virkelig verden. Mød nysgerrige og til tider vanvittige forskere, der har tænkt og testet sig frem til nye opdagelser, der enten er endt i totale fiaskoer eller global succes, som bl.a. opfindelse af vaccinen.  I de sidste pr. måneder har min lille familie igen og igen talt om de mange gode og især aparte forsøg. Derfor anbefaler jeg den stærk som højtlæsningsbog for små som store, hvor selv de voksne kan blive en hel del klogere.

Villads siger: Tænk hvis det virkelig var lykkes for ham forskeren at lave tis om til guld! Det vil være virkelig smart ik’? Og så synes jeg, det var spændende, det med vaccinen for nu ved jeg mere om dét, I voksne taler om.

Astrid siger: Tihi (fnis) Jeg ved, hvor mange prutter, jeg slår om dagen. Men synd for alle de dyr, de ikke er søde ved.

Vikingesagn: de 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid af Josefine Ottesen.

Her starter den gode fortælling og Danmarks historie. Vi møder bl.a. Ragnar Lodbrog og Kraka, Rolf Krake og Sigurd Dragedræber. Alle fortællinger har følgeskab af superdrabelige illustrationer, som i høj grad sætter fantasien i gang hos ungerne og deres voksne. Skrevet i et godt højtlæsningssprog men også god til selvstædig læsere fra ca. 10 år og op efter.

Villads siger: Så spændende. Især Kong Sigurd, der dræber drager og taler med fugle og dyr, er spændende.

Astrid siger: Meeget spændende, men ikke nok prinsesser med, men jeg har lært at slås med sværd sammen med Villads.