Fif til dit barns første læsning

14.06.18
Har du et barn, der er ved at lære at læse? Her kan du få inspiration til, hvordan du bedst kan hjælpe dit barn med at få styr på bogstaverne.

Det kan opleves helt magisk for børn at lære at læse selv, men at knække læsekoden kræver tid, tålmodighed og en god portion hjælp.

Børn har forskellige forudsætninger for at lære at læse, og at de lærer at læse i forskelligt tempo. Nogle børn er lynhurtige, andre skal bruge mere tid til at knække læsekoden.

Det vigtigste, du kan gøre, er at støtte og opmuntre dit barn. Vær interesseret i det, barnet lærer. Undlad at kritisere barnet for det, som barnet endnu ikke kan. Ros i stedet barnet for det, han eller hun allerede kan, og for de fremskridt barnet gør.

Der findes mange gode bøger til den allerførste læsning.
De letteste bøger til begyndere indeholder primært lydrette ord, altså ord der udtales, som de staves. Lydnære ord kan barnet ”lydere” sig frem til – dvs. læse ukendte ord ved at trække bogstavernes lyd sammen til ord. Det er primært ord på 2-3 bogstaver, der er få og korte sætninger og mange gentagelser af ordene.

Ved næste trin er ordene stadig lydrette og lydnære, men sætningerne bliver længere, og teksten mere kompleks.
Efterhånden kan børnene læse bøger med en del tekst og flere ord med 2-3 stavelser.

Er bogen for let eller svær for mit barn?
Det er lysten, der driver værket, så dit barn skal selvfølgelig være med til at vælge sine bøger.

  • Lix eller lettal angiver en bogs sværhedsgrad. Jo lavere tal jo lettere tekst.
  • I stedet for at fokusere på lix eller lettal, så lad dit barn læse en side højt. Læser barnet 9 ud af 10 ord rigtigt, så passer bogen til barnets niveau.
  • Læs sammen med barnet – de fleste børn synes, det er dejligt, når mor eller far er klar til at hjælpe, når barnet går i stå.
  • Du kan lade barnet læse teksten højt for dig. Begynd evt. med selv at læse teksten højt for barnet, og lad derefter barnet læse samme tekst højt. I kan også skiftes til at læse en side.
  • Når der er ord, der driller, så foreslå barnet at prøve at læse ordet eller sætningen igen.
  • Eller foreslå barnet at sige det første bogstavs lyd eller sætte de enkelte bogstavers lyde sammen til ordet.

Børnebibliotekaren hjælper meget gerne med at finde bøger til dit barns interesser og læseniveau.
God fornøjelse med dit barns læsning.

Tak for inspiration fra bibliotekar Anne Kirstine Kristiansen: ”Knæk læsekoden”, Biblioteksmedier 2017.

Find inspiration til gode letlæsningsbøger her