Et teenageværelse i 00'erne
Et teenageværelse i 00'erne

Et teenageværelse i 00’erne

18.05.20
Litteratursiden sætter lige nu fokus på 00’ernes litteratur. I den anledning har jeg valgt at tage en tur tilbage til mit teenageværelse i 00'erne, hvor jeg vil kaste et blik på min bogreol, musikafspiller og dvd-maskine.

Bogreolen
I 00'erne var min bogreol ikke prangende.. men jeg fik dog læst lidt, takket være min danskærer, der bl.a. introducerede mig for den norske forfatter Jostein Gaarder. Jeg blev hurtigt draget ind i hans filosofiske univers og især Appelsinpigen (2004) om en 15-årig dreng, der læser sin afdøde fars breve om kærlighed, tid og universet gjorde et stort indtryk på mig.

I gymnasiet læste jeg for det meste kun af pligt, men gik også en gang i mellem på opdagelse i min storesøsters bogreol. Her fandt jeg Stephen Kings Boo’ya Moon (2006), der er en mystisk og rørende fortælling om kærlighed og tab.

Mit første job efter gymnasiet var i en boghandel og her fik jeg for alvor øjnene op for litteratur. Mit første rigtige bogkøb blev Trækopfuglens krønike af Haruki Murakami (2001) – mest fordi den havde en flot forside. Det blev dog en af mine største læseoplevelser, der for alvor kickstartede min interesse for litteratur. 

Musikafspilleren
Cd’er var noget af det, jeg lånte allermest af på mit lokale folkebibliotek. I mine teenageår var der tryk på de store følelser og det danske rockband Mew kørte derfor i rotation med gennembrudsalbummet Frengers (2003). Jeg havde dog også arvet en forkærlighed for Savage Rose fra mine forældre og her var albummet For your love (2001) favoritten.

Dvd-maskinen
I dvd-maskinen sad der ofte noget magisk, mystisk eller underligt. Det kunne f.eks. være den fantasifulde og rørende film Big Fish (2003) instrueret af Tim Burton eller Lars Von Triers mørke og samfundskritiske Dogville (2003) med Nicole Kidman i hovedrollen.

Har du også lyst til at rejse en tur tilbage til 00’erne? Find flere materialer herunder!

Materialer