læsende dreng

Børn der læser meget, klarer sig bedst...

...det viser alle undersøgelser, men hvordan kan du hjælpe dit barn til at blive en bedre læser?

"Læsning er helt centralt for vores liv og vores hverdag, og for vores evne til at deltage i et demokratisk samfund på et kvalificeret grundlag.
Danske børn læser desværre stadig mindre, og mediebilledet sætter den fordybende læsning og tiden til fritidslæsning under pres. Bibliotekernes kernekompetence har altid været at finde den rette bog til den enkelte. Men der skal mere til for at øge lystlæsningen, ikke mindst samarbejde mellem biblioteker, skoler, forældre – og alle andre, som har mulighed for at sætte fokus på læsningen", skriver Danmarks Biblioteksforening.

Ballerup Bibliotekerne har derfor ekstra fokus på børns læsning og især på deres læselyst. 

Her kan du finde inspiration til, hvad du kan gøre for dine børn: Se video med læseråd

Danmarks Bibliotekers læseråd
5 gode råd til  hvordan du får børn til at læse mere: 

  1. Læs selv - Vis at du selv holder af at læse. Del din egen læseglæde
     
  2. Læs på mange måder - Omgiv børn med mange slags læsestof, blandt andet lydbøger, papirbøger, e-bøger og læse-apps
     
  3. Læs fælles - Læs bogen, se bogen som film, lyt til lydbogen og gå på biblioteket - sammen
     
  4. Læs højt - Bliv ved med at læse højt - også for større børn. Det bliver ved med at være hyggeligt
     
  5. Læs hver gang der er tid - Læs sammen, når der er ventetid. Snup en lydbog inden sengetid. Læs lidt, men tit

Derudover anbefaler vi, at I tager børnene med på biblioteket. Børnebibliotekarerne vil meget gerne hjælpe med at finde det helt rigtige at læse.