Bøger, som gør forvirringen stor og flot!

15.01.19
Hvorfor hedder en kat en kat? Hvad sker der når jeg dør? Kan en bille være min ven? Findes der en farve, der er flottere end alle de andre farver?

Selv helt små børn kan stille kæmpe store spørgsmål. Somme tider er spørgsmålene så store, at det ikke er til at se hvordan man kan finde et ordentligt svar. Heldigvis er det ikke altid nødvendigt at finde et svar, men derimod virkelig skægt at lede efter et - sammen.

Når man taler med børn om svære og store ting i livet, kan det være en god ide at huske at der tit ikke kun er ét svar. Og somme tider er der bare nye spørgsmål. Man skal nok sørge for at have god tid og god ro og man skal først og fremmest være nysgerrig. Måske kan man tænke på sådan en samtale, som var det en lille udflugt, hvor man ikke helt ved, hvor man kommer hen. Så skal man bare huske at man skal kunne komme hjem igen. Her er nogle forslag til gode bøger, man kan tale om og tale med.  

Udkantsfortællinger Fabelagtigt flotte illustrationer og fine korte fortællinger, som tilsammen inviterer til at tale sammen om små og besynderlige ting i livet, som kan være de mest betydningsfulde. Lav en kop the og sæt jer tæt sammen et blødt sted. Læs fortællingerne højt og tænk, tal og tegn videre. (fra 5 år)

Descartes´ onde dæmon gør en fortælling ud af Descartes´ berømte tvivl. Det kræver nok en fremmedordbog og et ret åbent sind (og en kop the eller to, det er klart!) at sætte i gang med denne bog. Men gør man det, kan man få nogle ret sjove diskussioner om hvorvidt vi egentlig kan være sikre på at to plus tre er fem, at det vi ser faktisk findes og den slags. Måske er alting noget vi bilder os ind. Eller endnu være; alting - også os selv - er noget som en ond dæmon bilder os ind....(fra 11 år)

And, Døden og tulipanen er en meget smuk fortælling om hvordan Døden og And tilbringer de sidste dage af Ands liv sammen. De taler, svømmer og passer godt på hinanden. Døden kan være svær at tale om, men i denne bog taler Døden selv og siger de fineste ting om livet. (fra 5 år)

Bogen Kan man være venner med en løve er fyldt med tegninger en hel masse spørgsmål, som kan sætte en laaang snak i gang. Hvad er en ven? Hvad må man? (fra 5 år)

Jostein Gaarder har skrevet en hel del bøger om filosofi til børn og unge. Den mest berømte er nok Sofies verden, hvor vi følger en 15 årig piges rejse igennem verdens og filosofiens historie. (fra 14 år)

Hvis man kan lide at lege med ord kan man gå på opdagelse i den bog som hedder Den fnuggede himmel-pop-trompet. Den er et finurligt opslagsværk med ord man kender, og også ord, som er helt nye. (fra 3 år)

I bogen om Selma er hver dag ny, for det er ikke til at sige lige præcis hvordan man får sig samlet når man er vågnet efter en sommerfuglesrømmesøvn... Selma samler sig selv - og det gør hendes far vist også. (4-6 år)

Man kan bestemt også gå mere direkte til filosofi-fadet og give sig i kast med bogen Filosofi. Det er en fagbog for børn, der gennemgår tænkningen og nogle af de store tænkere fra antikken og frem til vor tid. (10-13 år)

Materialer