via Astrid Lindgren Aktiebolag

Astrid Lindgrens knap så kendte bøger

Den 14. november er det Astrid Lindgrens 115 års fødselsdag og det giver lejlighed til at undersøge nogle af hendes mindre kendte bøger

Pippi, Emil fra Lønneberg, Børnene fra Bulderby, Brødrene Løvehjerte, Mio min Mio og mange mange flere.

Astrid Lindgren som blev født d. 14. november 1907 har præget børnelitteraturen i så høj grad at alle kender mange af hendes bøger og figurer.

Men der er også bøger, ikke så mange kender.

Vi har samlet en del af dem, som I enten kan låne på biblioteket eller ereolen.

 

 

Kalle - den lille tyrefægter handler om den store, rasende tyr Adam der slipper løs og den ville nok stadig være løs, hvis det ikke var for den 7-årige Kalle.

Rasmus er en børnehjemsdreng på ni år med glat hår, som ingen mor og far vil have som plejebarn – de vil nemlig alle sammen helst have en pige med krøller. Rasmus stikker af fra børnehjemmet og møder landstrygeren Paradis-Oskar. Oskar bliver beskyldt for et groft røveri, og de to finder snart ud af, hvem røverne virkelig er, men så bliver det først rigtig spændende - og farligt.

Der er ingen røvere i skoven  handler om en dreng, der pludselig er på besøg inde i sin mors dukkehus, hvor alt bliver levende omkring ham. Inklusive dukken Mimmi, som minder om Pippi Langstrømpe. For ikke at tale om alle de farlige røvere, som bor i skoven rundt om huset!

De bitte, bitte små børn, Peter og Petra, begynder i første klasse på Gustav Vasa Skolen, og de bliver bedste venner med drengen Gunnar. En aften da Gunnar opsøger dem under grantræet i parken, viser de ham hvor dygtige de er til at stå på skøjter. Efter juleferien kommer de ikke i skole. Gunnar savner dem meget.

Ræven og nissen er en billedbog om ræven, som ved juletid søger ind til en bondegård for at skaffe sig mad. Men en gammel nisse blander sig.

Peter ønsker sig en lillebror, men får en lillesøster og hun skriger og skriger og Peter fortryder, at han ikke bare ønskede sig en trehjulet cykel i stedet for.

Materialer